Hele det politiske spektrum har som med én mund taget afstand, ikke bare fra Breivik og hans ugerning, hvilket giver overordentlig god mening, men også fra hans manifest, hvilket giver knap så god mening, fordi man tilsyneladende ikke rigtigt har fået det læst.
Højre og venstre
Højrefløjen har sagt, at han er gal og ond, mest ond, dæmonisk ond. Venstrefløjen har sagt, at han er ond og gal, mest gal, ideologisk gal.
Breivik er ifølge højrefløjen den ubegribelige onde, der under dække af politisk interesse har sat en hæfteklamme i et frådende, ideologisk makværk for at kunne udleve sin afsindige personlige afstumpethed, narcissisme og ondskab.
Ifølge venstrefløjen er Breivik det levende monster, der måtte komme ud af højrefløjens modbydelige tankegang. Han er den idealistiske ondskab, der realiserer højrefløjens galskab.
Venstrefløjen har storskrydet uklædeligt over Breivik, højrefløjen har krympet sig lige så uklædeligt.

Det fjerde bud og frihed
Der er ingen grund til nogen af delene. Efter Breivik skulle det være hugget ud i sten: Der går en absolut grænse mellem højrefløjens frie kritik i åndslivet og dens lovlydighed og demokratiske indstilling, når det kommer til handlingslivet.
Med Immanuel Kants ord: Tænk, hvad du vil, men adlyd!
Breivik er undtagelsen, der bekræfter den regel.
Som lutherske arvtagere sætter borgerlige roligt tanken og samvittigheden fri, netop fordi det fjerde bud står nagelfast.
Man skal først adlyde sin far og sin mor, og siden skal man adlyde øvrigheden. Venstrefløjen har aldrig forstået den tanke, deraf megen unyttig frygt for det frie ord.
Breivik er altså en samfundsfjende, intet mindre. Som demokrat kan man kun se på hans handling med gru, vantro og afsky. Men der er en vanskelighed vedrørende manifestet.
Hvorfor forholder det sig uomtvisteligt sådan, at Breiviks analyser af etablissementet er så meget bedre end etablissementets analyser af Breivik? Det er der noget alvorligt galt med.

Breiviks iagttagelser
Vi lever ikke op til vores selvbeskrivelse som samtaledemokrater, hvis vi uden videre placerer hans tekst i et sort hul af ubegribelighed og afsværgelse.
Fordi han netop er den totale outsider, den splittergale, den onde selv, har han gode forudsætninger for at kunne gøre iagttagelser i sit manifest.
Og det gør han, hvad enten vi vil det eller ej. Noget er anakronistisk, en del er grusomt, men meget er sandt, og ingen af overvejelserne kan være helt ligegyldige for den, der gerne vil forstå tidens basale forestillinger.
Den udslagsgivende forskel mellem Breivik og os andre er, at han har en fjende. Han ønsker en krig, og eftersom han ikke er i besiddelse af en stat, kan han hverken erklære fjendskab eller krig.
Men han kan erklære borgerkrig, dvs. han kan erklære statens enhed illusorisk og opløst. Terrorens rationale er at være et sådant angreb på en utålelig fred. Terror er en invitation til krig.
Når Breivik ønsker staten opløst, er det fordi den efter hans opfattelse er behersket af en forræderisk og destruktiv ideologi.
Denne ideologi er multikulturalismen, som Breivik opfatter som en anti-nationalistisk og dermed en anti-demokratisk ide, hvis kerne ikke er tolerance, men selvdestruktion.
Ufrivillig kulturrevolution
Efter årtiers manipulationspres har Europas befolkning gennemgået en ufrivillig og ødelæggende kulturrevolution, som har forandret vores identitet, traditioner, normer, sprog og værdier.
Gennem en entydig positiv fremhævelse af det progressive frem for det konservative, er vi efterhånden opdraget til at se vores selvnedbrydning som noget godt. De tapreste af os vil forsvare vores undergang med vores liv.
For Breivik er kulturmarxismen med al sin sociale ingeniørkunst en totalitær hadideologi, der er skabt til at eliminere enhver rest af europæisk og kristen selvfølelse.
Således kontrolleret af forrædere er de europæiske stater ikke at regne for demokratiske og ikke har været det siden 1950´erne. Et demokrati anvender ikke omfattende og systematisk, avanceret hjernevask, lyder argumentet.

Totalitær multikultur
Multikulturalismens essens er ifølge Breivik nedbrydningen af de nationale kulturer, men den antager forskellige former.
Breivik skelner mellem 1) hardcore marxister, der går efter kapitalismens velfortjente økonomiske selvdestruktion, 2) kulturmarxister, der forstår sig selv som radikale eller progressive, men i realiteten arbejder flittigt på Europas kulturelle og moralske afvikling, 3) suicidale humanister og karrierekynikere, som følgagtigt antager multikulturalistiske normer og teorier af hensyn til deres ego og deres karriere, ikke mindst i den offentlige sektor - og endelig 4) globale kapitalister, der lige så lidt som de øvrige respekterer nationalstaterne, men blot ser ét stort globalt marked, hvor enhver står alene med sine interesser.
Multikulturalismen har ifølge Breivik aldrig handlet om tolerance, dertil er den selv alt for totalitær.
Postulatet om, at den er imod had, er meningsløst, når man ser på de massive forfølgelses- og eksklusionskampagner, den kan stable på benene imod sine modstandere.
Det er langt hen ad vejen lykkedes den at definere ethvert modtræk til sig selv som chauvinistisk og fascistisk. Politiske fjender skal afsondres, underkues og tilintetgøres. De tager nemlig ikke bare intellektuelt fejl, de er moralsk onde.
Ifølge Breivik har kulturmarxisterne institutionaliseret multikulturalismen og har på ingen måde i sinde at muliggøre kritik, lytte til den eller for den sags skyld handle på den.
Fjenden
Denne gale mand mener altså, at han er en del af en europæisk civilisation, at han er født ind i en nation og at han har et fædreland. Det er usædvanligt i sig selv, og allerede problematisk.
Hvor der er grænser, er der nemlig mulighed for fjendskab, idet fjenden med inspiration fra Carl Schmitt kan defineres som sådan én, der skulle være blevet bag sin egen grænse.
Eftersom fjenden ikke er blevet bag sin egen grænse, mener Breivik, at han er i krig.
Og eftersom det er medlemmer af hans eget folk, der har lukket fjenden ind, er han også i borgerkrig.
Tiden er i Breiviks øjne inde til, at de kulturkonservative indser, at den demokratiske kamp er meningsløs. Den er umulig, fordi den kulturkonservative kamp er forbundet med social forfølgelse, udstødelse og latterliggørelse, mens de kulturmarxistiske forrædere roligt konsoliderer sig i staten, hvorfra de manipulerer med befolkningen.
Kulturmarxisterne udøver ifølge Breivik en kvælende social kontrol over alle potentielle dissidenter, tilsyneladende ganske uden samvittighedsnag af nogen art.
Det bekymrer dem ikke, at de har forvandlet Oslo til et ”shithole”, som han skriver, hvor ingen kan vide sig sikker.
Omkring år 2000 fik Breivik den opfattelse, at den demokratiske kamp var tabt. Ikke på argumenter, men på grund af en fra magthavernes side forræderisk og dermed decideret fjendtlig magtanvendelse mod deres eget folk.
Udviklingen ville hjælpeløst bevæge sig imod europæisk katastrofe, hvis man udelukkende satte sin lid til det samtaledemokrati, som ikke syntes at fungere redeligt.
Fra da af betragter Breivik sig ikke længere som debattør, men som modstandskæmper. Det er et skifte fra appel til handling: ”Protesting is saying that you disagree. Resistance is saying you will put a stop to this”, som han skriver.
Statens død
Den stat, som blev vores beskytter efter at Nietzsche erklærede Gud død, må nu ifølge Breivik selv gå under og dø i borgerkrig. Hver dag ser vi, skriver han, at staten er ude af stand til at tage hånd om vores sikkerhed og frihed.
Grænserne udadtil er perforerede, de nationale jurisdiktioner er svækkede, og samtidig er fjendebegrebet dybt tabuiseret. Befolkningen er ideologisk set sat skakmat.
Til gengæld for at staten svigter sine egentlige opgaver, omdannes den til en desto mere omklamrende fordelingscentral og propagandaenhed.
Samlet set tager den multikulturalistiske stat mere sikkerhed og frihed fra befolkningen, end den giver. Staten er ikke længere vores ven og beskytter, og det er derfor os, der er gale, idet vi adlyder den, lyder ræsonnementet.
En kulturkonservativ uden stat er en eksplosiv størrelse. Breivik repræsenterer en sådan. Den kulturkonservative vil normalt ønske mådehold og groede processer.
Når Breivik bliver splittergal, skyder 70 mennesker og ønsker krig, kaos og statslig sammenbrud, er der tale om en konservatisme, som definitivt oplever at have tabt kampen for det bestående og nu omdanner sig til noget andet.
Der er tale om en forgæves og hjemløs kulturkonservatisme, som nægter at nyorientere sig og progressivt annamme de forandringsprocesser som den har tordnet imod – og som i stedet vælger at tænke revolutionært.
Al moral ophævet
Breiviks tekster er ikke dumme. De er heller ikke frådende af had. Men godt halvvejs i manifestet erklærer han forræderne skyldige i et langt anklageskrift, der rummer alt fra historieforvanskning og politisk bias til kulturelt folkemord og medskyldighed i voldtægt og overfald på Europas oprindelige befolkning.
Straffen er døden.
Herefter bryder han lydmuren og forsvinder ind i en verden af krig, våben, uniformer, organisering, taktikker, ordener og fortjenstmedaljer.
Hans forsøg på at genetablere korsridderånden kommer ind her og er et forsøg på at genetablere den europæiske selvbevidsthed og selvrespekt, som vi pga. kulturmarxistisk historie- og begrebsforvanskning kun kender som chauvinisme og religiøs fanatisme.
Han griber bagom statsmagtens civilisatoriske projekt til en uafhængig krigerånd, som han mener, der er behov for.
Gennem stålsat fjendskab, kold strategisk tænkning og Koranpsykologi opnår Breiviks kynisme gruopvækkende højder, f.eks. når han er inde på, at alvorligt flammekasterforbrændte kulturmarxister kan ”kaste rædsel i hjerterne” på andre potentielle forrædere.
Han fastholder, at krigens og fjendskabets logik kan og skal tilintetgøre moralske domme og menneskelig empati. Krig handler ikke om rigtigt eller forkert, men om overlevelse eller undergang. Dermed er al moral ophævet og al empati kontraproduktivt.
Breivik tror på, at multikulturalismens totale stat vil bukke under i en tilstand af økonomisk og politisk kaos, godt hjulpet på vej af muslimerne, som han glæder sig over bliver en stadig tungere økonomisk byrde for forræderstaten.
Terroren skal skubbe på denne udvikling, bl.a. ved at demonstrere for de europæiske borgere, at deres stat, som de opfattede som deres beskytter, i virkeligheden slet ikke tjener deres interesser og nu fuldstændigt har mistet overblikket.
Demokratiets analyser skal være bedst
Som demokrater kan vi andre enes om, at demokratiet må og skal være en bedre løsning end terror og borgerkrig. Men det betyder, at demokratiets analyser skal være bedre end Breiviks.
Når han er slået ned med en velfortjent folkelig fordømmelse, kommer den næste opgave: at slå ham analytisk og taktisk.
Som det er nu, synes den dybe og langsigtede alvor at blive holdt ude af det politiske liv for kun at blive luftet i eksklusive dybdeinterviews om livet, døden og kærligheden, hvor politikere og tænkere over et glas rødvin røber, at de godt ved, at Europas fremtid desværre nok bliver interessant, med mindre vi får englevinger, og at vi gambler stort med vores efterkommernes kulturelle arv.
Når man tænker på Moses Hansen, der gik gennem Nørrebro med et kors på ryggen, får man den tanke, om det virkelig efterhånden kun er de gale, der har alvor, handlingsduelighed og personlig risikovillighed?
Vi ved jo godt, at vi skubber en ret uforudsigelig udvikling foran os. Vi lever som om helt basale politiske begreber som stater, fjendskaber og nationer ikke længere eksisterer.
Vi lever i en stor boble af evig nutid og synes ikke at eje omsorg for fortid og fremtid. Vi er oversocialiserede kollektivister, men vi er samtidig æreløse individualister.
Begreber som forræderi og patriotisme giver dårligt nok mening for os. Enhver bare lidt alvorlig bekymring for Europas fremtid overskygges hos os af en endnu alvorligere bekymring for vores egne personlige fremtidsudsigter.
Hvem foretrækker ikke Europas undergang i barbari om 100 år frem for en fyreseddel i næste uge?
Breiviks synder skriger til himlen, men i deres radikale anderledeshed og galskab sætter de vores egne synder i desto tydeligere relief.
Det er rent hykleri at frygte nye Breivik´er, for dem får vi næppe mange flere af.
Til gengæld skorter det ikke på følgagtighed, uvidenhed, kortsynethed, fejhed, egoisme, overfladiskhed, materialisme, intolerance og handlingslammelse.
Det er de synder, vi skal gøre noget alvorligt ved, hvis folk som Breivik ikke skal have ret i, at samtaledemokratiet ligger underdrejet og er ude af stand til at løse problemerne.
Ulla Nørtoft Thomsen er cand.mag. og seminarieadjunkt
http://www.sappho.dk/galskabens-nutidshistorie.htm