En russisk opsang til Europa
Offentliggjort 12.01.12 kl. 03:01
De dominerende politiske og ideologiske kræfter i nutidens europæiske lande har mistet troen - både på Gud og på retten til at hævde sig selv. Derfor går Europa under, skriver Bent Jensen med afsæt i en iskold analyse, som den frygtløse russiske journalist Julija Latynina har udsat fem grundlæggende europæiske værdier for.
Undertiden lønner det sig at gå over åen efter vand - f.eks. når åens vand er blevet en mudret strøm med giftige bobler af urenheder, som vi i denne sammenhæng kan kalde propaganda. Konkret: Den strøm af erklæringer, forordninger, domme og kommentarer, som udgår fra EU-Kommissionen, EU-Domstolen og EU-organernes mange betalte og ubetalte talsmænd og repræsentanter i de europæiske lande.
Lad os i denne omgang se bort fra euroens krise, hvis dybereliggende årsager er den svindel og propaganda, der fra starten har omgærdet dette fantasiprojekt. Lad os også se bort fra den daglige korruption i EU-systemet, der bl.a. giver sig udslag i, at EU-Kommissionen år efter år ikke er i stand til at redegøre for, hvor omkring en tiendedel af EU's budget bliver af.
Lad os i stedet for se på nogle af de grundlæggende påstande om det ”Europa” og de ”europæiske værdier”, der hele tiden tales om som det bærende ideologiske grundlag for Den Europæiske Union.
Det har den prisbelønnede, klarttænkende og frygtløse russiske journalist Julija Latynina fra avisen Novaja Gazeta gjort. Hun har udsat fem basale ”europæiske” værdier for en iskold analyse og konkluderer, at de intet har at gøre med klassiske europæiske værdier. De er derimod moderne socialdemokratiske værdier.
Julija Latyninas analyse er på den ene side historisk, på den anden side politisk-kulturel. Hendes udgangspåstand er, at Europas enorme økonomiske, politiske og kulturelle indflydelse i verden gennem 500 år var baseret på følgende faktorer:
Lad os i denne omgang se bort fra euroens krise, hvis dybereliggende årsager er den svindel og propaganda, der fra starten har omgærdet dette fantasiprojekt. Lad os også se bort fra den daglige korruption i EU-systemet, der bl.a. giver sig udslag i, at EU-Kommissionen år efter år ikke er i stand til at redegøre for, hvor omkring en tiendedel af EU's budget bliver af.
Lad os i stedet for se på nogle af de grundlæggende påstande om det ”Europa” og de ”europæiske værdier”, der hele tiden tales om som det bærende ideologiske grundlag for Den Europæiske Union.
Det har den prisbelønnede, klarttænkende og frygtløse russiske journalist Julija Latynina fra avisen Novaja Gazeta gjort. Hun har udsat fem basale ”europæiske” værdier for en iskold analyse og konkluderer, at de intet har at gøre med klassiske europæiske værdier. De er derimod moderne socialdemokratiske værdier.
Julija Latyninas analyse er på den ene side historisk, på den anden side politisk-kulturel. Hendes udgangspåstand er, at Europas enorme økonomiske, politiske og kulturelle indflydelse i verden gennem 500 år var baseret på følgende faktorer:
Privat ejendomsret,
Tekniske fremskridt,
Indbyrdes konkurrence mellem de europæiske lande,
En minimal stat og
En bevidsthed om den europæiske civilisations overlegenhed.
Sådan var det til et stykke efter Anden Verdenskrig. Derpå satte et skred ind, som stort set afskaffede disse traditionelle europæiske værdier. I stedet har en ny europæisk politisk og ideologisk elite konstrueret nogle ganske andre, som nu præsenteres som ”europæiske”.
En af de vigtigste nye europæiske værdier er Europas forening, grænsernes udviskning og euroembedsmænds dekreter om alt muligt mellem himmel og jord. Men da Europa ikke har været forenet siden sammenbruddet af Karl den Stores imperium, er det ikke en klassisk europæisk værdi. Tværtimod har Europas historie været kendetegnet ved staternes indbyrdes, hårde rivalisering, som i øvrigt bidrog til fremskridtet. På højdepunktet af sin berømmelse var Europa ikke forenet. De europæiske lande genrejste sig i øvrigt efter Anden Verdenskrig uden nogen overformynder som det senere EU.
Demokrati baseret på almindelig valgret hævdes af euroeliten og dens eftersnakkere at være en europæisk værdi og en europæisk bedrift. Men der var de mest forskellige styreformer i Vestens blomstringstid - parlamentarisk monarki i England, hvor vælgerne var begrænset til skatteyderne; republik som i USA, hvor også kun skatteydere havde valgret; absolut monarki som i Prøjsen, Spanien og Rusland. Almindelig valgret var altså ikke afgørende og blev først almindelig i Europa efter Anden Verdenskrig og har derfor intet med europæiske værdier at skaffe. Almindelig valgret fandtes ikke, da Vesten var ledende i verden. Da almindelig valgret kom til Vesten, mistede Vesten sit herredømme på rekordtid.
Social retfærdighed markedsføres ligeledes som en europæisk værdi. I praksis er der tale om, at staten plyndrer dem, der arbejder og lever under ordnede forhold, og giver pengene til dem, der ingenting laver. Det har ifølge Latynina intet at gøre med traditionelle europæiske værdier. I Europas storhedstid lå hele ansvaret for sociale goder som opdragelse af børn, omsorg for forældre, sygdom og sundhed, uddannelse osv. hos familien og dens overhoved - ikke hos den anonyme stat.
Multikulturalisme hævdes med stor kraft at være en europæisk værdi. Den går ud på, at alle kulturer er beundringsværdige; at enhver immigrant, der ankommer til et europæisk land, har ret til at bevare sine beundringsværdige traditioner. Og hvis man ikke kan forstå, at det er en lykke for en arabisk kvinde, at hendes bror har ret til at slå hende ihjel for hor, eller at det er en lykke for en seksårig somalisk pige at få skamlæberne skåret af med en køkkenkniv på spisebordet uden anæstesi - så er vedkommende en idiot, reaktionær eller fascist.
Latynina gør her opmærksom på, at Europa også havde sine grumme traditioner med f. eks. barbariske offentlige henrettelser - traditioner som de europæiske lande selv har gjort op med. Men multikulturalisme er ikke nogen europæisk værdi. De europæiske værdier i kolonialismens epoke var en forestilling om den europæiske civilisations og fremskridtets ubetingede forrang. Europæerne mente, at den sorte og gule race genetisk ikke var ligeværdige. Der var ingen, som mente, at kannibalisme, flerkoneri eller enkebrænding var et beundringsværdigt alternativ, som man skulle pleje og pusle om. Det faldt ingen ind at kæmpe for den slags vrøvl.
Så snart ideen om den europæiske civilisations overlegenhed ophørte, da ophørte også den europæiske civilisations overlegenhed. I stedet for Europa, som koloniserede hele verden, har vi nu hele verden, som koloniserer Europa.
Den femte og sidste ”europæiske værdi”, der går ud på at regulere alt og alle, tales der ikke så meget om. Det skyldes ifølge Latynina ganske enkelt, at den i sin rod modsiger ideen om privat ejendomsret. Den traditionelle europæiske og amerikanske opfattelse var en anden: Hvis samfundet har brug for noget, vil samfundet selv give penge til det. Borgerne skal frivilligt betale, skatteyderne skal ikke tvinges af staten.
Hun kalder de nuværende love i det bureaukratiske Europa for vanvittige og nævner landbrugsområder i Spanien, som er forvandlet til ørken, fordi bønderne betales for ikke at dyrke jorden og solfangere i Italien, som ikke videresender den producerede elektricitet, fordi de alligevel får betaling. I Tyskland belyses solfangere med elektriske lamper, fordi den derved frembragte elektricitet betales til overpris.
De omtalte ”europæiske værdier” er altså ikke europæiske, de er socialdemokratiske og fremkom i slutningen af det 19. århundrede. De blev senere befæstet i kraft af de venstreorienteredes valgsejre og Sovjetunionens ideologiske magt. Der er heller ikke tale om ”almenmenneskelige værdier”. De blev ikke ført i marken af John Locke eller Adam Smith eller den amerikanske uafhængighedserklæring.
Af endnu større betydning er det dog, at disse værdier hverken forkyndes af krigeriske islamister eller deklasserede kriminelle, som foranstalter pogromer i Londons gader. Når en gruppe muslimer erklærer London-forstaden Waltam Forest for shariazone og vil tvinge kvinder til at tildække deres ansigter, og liberale tilskuere samtykker i et sådant initiativ - der er jo tale om et multikulturelt synspunkt - da har England og Europa et problem.
Latynina opfordrer europæerne til ikke at sminke tingene - kald en spade for en spade! Lad være med at kalde jeres værdier ”europæiske”, vær ærlige og kald dem ”socialdemokratiske”. Og sig ligeud, at de tidligere, men nu døde europæiske værdier var noget skidt, at I har annulleret dem og i stedet har bygget en ny og prægtig verden. Sig ærligt: »Vi, staten, mener, at det er rigtigt at tage penge hos arbejdende mennesker og give dem til ikkearbejdende. Fordi jo flere penge vi tager, desto mere styrkes vores politiske magt, og desto større bliver antallet af vælgere, som er afhængige af de penge, vi fordeler, og som stemmer på os.«
Den russiske journalist konkluderer: På kun 20 år - efter de ”almenmenneskelige værdiers” triumf og Europas forening - har den nu dominerende euroelite sat alt det over styr, som gjorde Europa til en mægtig kraft i 500 år.
Jeg vil føje til: De dominerende politiske og ideologiske kræfter i nutidens europæiske lande har mistet troen - både på Gud og på retten til at hævde sig selv. Derfor går Europa under.
Sådan var det til et stykke efter Anden Verdenskrig. Derpå satte et skred ind, som stort set afskaffede disse traditionelle europæiske værdier. I stedet har en ny europæisk politisk og ideologisk elite konstrueret nogle ganske andre, som nu præsenteres som ”europæiske”.
En af de vigtigste nye europæiske værdier er Europas forening, grænsernes udviskning og euroembedsmænds dekreter om alt muligt mellem himmel og jord. Men da Europa ikke har været forenet siden sammenbruddet af Karl den Stores imperium, er det ikke en klassisk europæisk værdi. Tværtimod har Europas historie været kendetegnet ved staternes indbyrdes, hårde rivalisering, som i øvrigt bidrog til fremskridtet. På højdepunktet af sin berømmelse var Europa ikke forenet. De europæiske lande genrejste sig i øvrigt efter Anden Verdenskrig uden nogen overformynder som det senere EU.
Demokrati baseret på almindelig valgret hævdes af euroeliten og dens eftersnakkere at være en europæisk værdi og en europæisk bedrift. Men der var de mest forskellige styreformer i Vestens blomstringstid - parlamentarisk monarki i England, hvor vælgerne var begrænset til skatteyderne; republik som i USA, hvor også kun skatteydere havde valgret; absolut monarki som i Prøjsen, Spanien og Rusland. Almindelig valgret var altså ikke afgørende og blev først almindelig i Europa efter Anden Verdenskrig og har derfor intet med europæiske værdier at skaffe. Almindelig valgret fandtes ikke, da Vesten var ledende i verden. Da almindelig valgret kom til Vesten, mistede Vesten sit herredømme på rekordtid.
Social retfærdighed markedsføres ligeledes som en europæisk værdi. I praksis er der tale om, at staten plyndrer dem, der arbejder og lever under ordnede forhold, og giver pengene til dem, der ingenting laver. Det har ifølge Latynina intet at gøre med traditionelle europæiske værdier. I Europas storhedstid lå hele ansvaret for sociale goder som opdragelse af børn, omsorg for forældre, sygdom og sundhed, uddannelse osv. hos familien og dens overhoved - ikke hos den anonyme stat.
Multikulturalisme hævdes med stor kraft at være en europæisk værdi. Den går ud på, at alle kulturer er beundringsværdige; at enhver immigrant, der ankommer til et europæisk land, har ret til at bevare sine beundringsværdige traditioner. Og hvis man ikke kan forstå, at det er en lykke for en arabisk kvinde, at hendes bror har ret til at slå hende ihjel for hor, eller at det er en lykke for en seksårig somalisk pige at få skamlæberne skåret af med en køkkenkniv på spisebordet uden anæstesi - så er vedkommende en idiot, reaktionær eller fascist.
Latynina gør her opmærksom på, at Europa også havde sine grumme traditioner med f. eks. barbariske offentlige henrettelser - traditioner som de europæiske lande selv har gjort op med. Men multikulturalisme er ikke nogen europæisk værdi. De europæiske værdier i kolonialismens epoke var en forestilling om den europæiske civilisations og fremskridtets ubetingede forrang. Europæerne mente, at den sorte og gule race genetisk ikke var ligeværdige. Der var ingen, som mente, at kannibalisme, flerkoneri eller enkebrænding var et beundringsværdigt alternativ, som man skulle pleje og pusle om. Det faldt ingen ind at kæmpe for den slags vrøvl.
Så snart ideen om den europæiske civilisations overlegenhed ophørte, da ophørte også den europæiske civilisations overlegenhed. I stedet for Europa, som koloniserede hele verden, har vi nu hele verden, som koloniserer Europa.
Den femte og sidste ”europæiske værdi”, der går ud på at regulere alt og alle, tales der ikke så meget om. Det skyldes ifølge Latynina ganske enkelt, at den i sin rod modsiger ideen om privat ejendomsret. Den traditionelle europæiske og amerikanske opfattelse var en anden: Hvis samfundet har brug for noget, vil samfundet selv give penge til det. Borgerne skal frivilligt betale, skatteyderne skal ikke tvinges af staten.
Hun kalder de nuværende love i det bureaukratiske Europa for vanvittige og nævner landbrugsområder i Spanien, som er forvandlet til ørken, fordi bønderne betales for ikke at dyrke jorden og solfangere i Italien, som ikke videresender den producerede elektricitet, fordi de alligevel får betaling. I Tyskland belyses solfangere med elektriske lamper, fordi den derved frembragte elektricitet betales til overpris.
De omtalte ”europæiske værdier” er altså ikke europæiske, de er socialdemokratiske og fremkom i slutningen af det 19. århundrede. De blev senere befæstet i kraft af de venstreorienteredes valgsejre og Sovjetunionens ideologiske magt. Der er heller ikke tale om ”almenmenneskelige værdier”. De blev ikke ført i marken af John Locke eller Adam Smith eller den amerikanske uafhængighedserklæring.
Af endnu større betydning er det dog, at disse værdier hverken forkyndes af krigeriske islamister eller deklasserede kriminelle, som foranstalter pogromer i Londons gader. Når en gruppe muslimer erklærer London-forstaden Waltam Forest for shariazone og vil tvinge kvinder til at tildække deres ansigter, og liberale tilskuere samtykker i et sådant initiativ - der er jo tale om et multikulturelt synspunkt - da har England og Europa et problem.
Latynina opfordrer europæerne til ikke at sminke tingene - kald en spade for en spade! Lad være med at kalde jeres værdier ”europæiske”, vær ærlige og kald dem ”socialdemokratiske”. Og sig ligeud, at de tidligere, men nu døde europæiske værdier var noget skidt, at I har annulleret dem og i stedet har bygget en ny og prægtig verden. Sig ærligt: »Vi, staten, mener, at det er rigtigt at tage penge hos arbejdende mennesker og give dem til ikkearbejdende. Fordi jo flere penge vi tager, desto mere styrkes vores politiske magt, og desto større bliver antallet af vælgere, som er afhængige af de penge, vi fordeler, og som stemmer på os.«
Den russiske journalist konkluderer: På kun 20 år - efter de ”almenmenneskelige værdiers” triumf og Europas forening - har den nu dominerende euroelite sat alt det over styr, som gjorde Europa til en mægtig kraft i 500 år.
Jeg vil føje til: De dominerende politiske og ideologiske kræfter i nutidens europæiske lande har mistet troen - både på Gud og på retten til at hævde sig selv. Derfor går Europa under.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar