Vi bruger ordet ”sjakal” om de som vi med god grund foragter. En betegnelse som passer godt i denne sammenhænge og som set ud fra dyrets sande natur, er velvalgt. Sjakalerne er nemme at genkende med deres stupide holdninger og feje handlingsmønstre. Betegnelsen for dem bygger ikke på fordomme eller en snæversynet uforståelighed omkring deres ”svære vilkår”, men er derimod grundigt overvejet ud fra utallige oplevelser og et liv iblandt dem. Fra dengang de var få og til i dag, hvor de er mange nok til at samle sig i flok. Sjakal Manifestet skal ikke opfattes som en hån imod mennesker med en anden hudfarve eller religion, ligeså lidt som det er en hån imod dyret der lægger navn til! Visse frelste personer vil sikkert opfatte det sådan og fred være med dem, og lad i øvrigt dem om at være ofre. Nej, Manifestet skal opfattes som et brugbart redskab til forståelse for, hvem de mennesker er, som med terror, trusler og vold holder uskyldige danskere; børn, unge og ældre af alle racer og begge køn, i et frygtens jerngreb. Sidst men ikke mindst bør betegnelsen bruges som et værn mod racismens åndelige fordærv.
Ved udarbejdelsen af dette manifest er propaganda fra politi, politikere og medier ikke brugt. Manifestet bygger på facts – virkelige hændelser og lang tids oplevelser med omtalte sjakaler. Det handler om at forstå og definere, hvilke personer vi har med at gøre. At bruge betegnelsen ”perkere” om disse tobenede sjakaler vil være misvisende og at skyde med spredehagl. ”Perker” er et stigmatiserende racistisk udtryk, ganske som brugen af ordet ”rocker” er blevet det i forhold til bikere. Ligesom ”rocker” er blevet kædet sammen med ”kriminalitet”, kædes det nu også sammen med ”fremmed” og er dermed et godt eksempel på, hvordan negative ord bruges forkert og forstærker folks frygt og had uden grund. Ingen med bare en lille smule fornuft bør foragte eller være efter uskyldige og ordentlige mennesker blot fordi disse er anderledes, har en anden farve eller kultur, eller fordi det er på mode! Det vil i sidste ende sænke dem selv ned på det stadie, hvor netop sjakalerne finder deres tankegods og hører hjemme.
Sjakalerne findes hovedsageligt blandt folk af arabisk herkomst, alt andet ville være forkert at påstå. Andre nationaliteter er repræsenteret, endog dumme pæredanske drenge. Medlemmer af de såkaldte indvandrerbander er ikke nødvendigvis sjakaler og såfremt tvivl opstår om hvem de er, hvor de kommer fra og hvad de indeholder, så kommer her en glimrende profil på sjakalen:
- Alene og uden våben er de stort set ufarlige over for almindelige voksne mennesker. I sådanne situationer optræder de som oftest venligt, endog krybende og grænsende til det usympatisk fedtende. Når man kender deres holdninger og ved hvad de indeholder og er klar over hvad de siger om en når man har vendt ryggen til dem, virker de nærmest ynkelige.
- I flok fra tre og opefter ændrer de karakter, bliver arrogante og modige. Her angriber de gerne uden varsel og årsag og det går udover unge som gamle.
- De hader danskere; mentaliteten, levevisen, kristendommen og dens symboler. Ofte angiver de racisme som hovedårsag til at de hader, men de kan ikke se ”splinten” i eget øje og tror at racisme kun er hvid mod sort. De betragter Danmark som et luderland og jo mere ondt de kan tilføje landets borgere, jo bedre har de det.
- De terroriserer børn og unge i en sjælden grad set i dette land. Så groft og massivt, at det har givet ordet ”mobning” en helt ny mening, og det går ud over alle – også de nydanskere som i sjakalernes øjne er for integrerede og dermed forrædere overfor den fornemmelse af ”statsløshed” og ”vi-har-ret” mentalitet, som deres opdragelse og forskruede hjerner har skabt. Mange sjakaler påstår at de er ofre for krig, er børn af krig, eller praler med at de har været i krig, men deres ”krige” ligger langt fra det Danmark som har givet dem alle en chance. At de ikke rejser tilbage eller væk til deres ”krige” frem for at skabe dem her, skyldes; at deres forældre er flygtet fra krig, at de selv er flygtet fra krig, eller fordi de aldrig har været i nærheden af en krig!
- De har ingen respekt for venlighed og høflig optræden, med mindre den kommer fra deres far, ældre onkler eller imamer. Høflige og venlige mennesker ser de som lette ofre, som feje og frygtsomme og de tilsviner dem straks, når de er uden for hørevidde.
- De har ingen naturlig respekt for ældre mennesker – bortset fra ovennævnte personer. De ser intet forkert i at genere eller terrorisere dem, eller sågar bruge vold imod dem.
- Før lovstramningerne omkring opholdstilladelser og dansk statsborgerskab syntes de, at det var latterligt at søge dansk statsborgerskab, hvis ikke de havde fået det automatisk, eller var født i ”luderland”. Det var nok at være her, at nyde goderne og opføre sig idiotisk.
- På trods af at de næsten alle er født og opvokset i Danmark benytter de et tabersprog med en stærk påtaget accent. Denne talemåde har de tillagt sig fordi de hader alt dansk, også sproget, og fordi de er imponeret over det sprog som de sorte i USA's ghettoer taler. De ønsker at markere; at de står udenfor samfundet og er gangstas. På den måde identificerer de sig med hinanden og dén virkelige racisme som sorte har været ud for. De påtager sig offerrollen – den er central i deres livsopfattelse.
- De har alle en kvindeundertrykkende mentalitet som de kun lige magter at dæmpe, når de skal score, eller hvis de befinder sig på udebane. Denne mentalitet stammer formentlig fra en opvækst og opdragelse, hvor de allerede fra seks-syv års alderen har fået lov til at bestemme over deres mor og ældre søskende af modsatte køn.
- De foragter de danske piger, deres selvstændighed og frisind, med mindre de gør hvad de beder dem om, indlader sig med dem eller konverterer til islam. Gør de ikke det så betragtes de rask væk som ludere og det er ikke med et kærligt glimt i øjet! Dette kommer ofte til udtryk ved; tilfældige møder på gaden, på diskoteker, i forbindelse med gruppevoldtægter, når piger forsøger at slå op med dem og ved ekskæreste-situationer generelt.
- Hvis de mener at deres egne søstre, kusiner, mødre eller sågar ekskærester; går forkert klædt, går for meget i byen, nyder alkohol eller taler for meget med vantro, lægger de pres på dem. Retter de ikke ind risikerer de udstødelse, trusler, vold eller det der er værre.
- Hvis nogen vover at komme med hentydninger, komplimenter eller jokes om ”deres” kvinder, så opfattes det aldrig som sjov eller en venlighed, men derimod som et angreb på sjakalernes såkaldte ”ære”.
- Møder de modstand i en diskussion eller risikerer tæv i en konkret situation, falder de straks ned på jorden og hyler og jamrer som rigtige sjakaler.
- Får de tæv piber og skriger de og søger straks tilbage til deres egne og foregiver at de har vundet slagsmålet. Kun hvis de ligger på intensiv, eller hvis de synlige skader er for store, erkender de at de har fået røvfuld. I sådanne tilfælde fortæller de altid at der har været mange om dem og at de er blevet overfaldet!
- Er de mange nok finder de sig ikke i at nogen kigger på dem, på de piger som de er i selskab med, ind i deres biler, eller bare i deres retning. Er de derimod alene eller i undertal kigger de ned i jorden eller bort, formentlig fordi de skammer sig, da de kender deres eget værd.
- De optræder altid aggressivt i trafikken og ved tilfældige færdselsuheld vil de tilkalde forstærkning fra flere sjakaler og forsøge at true sig til at modparten påtager sig skylden, eller endog overfalde denne. Redningsfolk, der ellers burde være noget nær hellige kan de finde på at overfalde i deres fælles ophidselse.
- De optræder i flok fra 10-12 års alderen, men de fleste trækker sig fra balladen og sjakaltilværelsen når de passerer 25 års alderen, bliver gift og får børn. Det pudsige er at de så mener at alt bør være tilgivet.
- De tilhører ikke nødvendigvis en bande. Mange af dem færdes i det daglige enkeltvis eller et par stykker sammen, men så snart de samles og bliver mange nok føler de sig ovenpå og så slår sjakalmentaliteten ud i lys lue.
Et tydeligt tegn på at en sjakal føler sig usikker og derfor ikke tør slås, er hvis han råber højt og gestikulerer. Tomme trusler er et speciale og helst på sikker afstand; at give fuckfinger fra en forbipasserende bil, skrive slagord på husmure eller hadefulde meddelelser i fængselsceller er gode eksempler her på. Sådanne risikofrie handlinger opfatter sjakalerne pudsigt nok som sejre!
- Frygten er deres våben og netop det at fredelige mennesker ved at de kan finde på at angribe uden grund, i flok og bevæbnet med kniv, er årsagen til at mange almindelige borgere lever i daglig frygt for sjakaler når de færdes udenfor deres hjem.
- Modsat bikerne (i medierne rockerne), som også af medierne er blevet dæmoniseret, så betragter sjakalerne ”frygten for dem”, som noget stort. Hvor bikerne opfatter unødig frygt fra fremmede og almindelige mennesker som en belastning, opfatter sjakalerne denne frygt som et udtryk for at andre har respekt for dem. At de er noget!
- De fleste sjakaler har udenlandsk baggrund, men der findes enkelte ”gale hunde” af etnisk dansk herkomst. De er enten vokset op det forkerte sted, eller er blevet tiltrukket af den respekt (læs frygt) som sjakalerne, men i høj grad også politi og presse, har skabt omkring sjakaltilværelsen.
- Langt de fleste sjakaler er muslimer, i hvert fald når de er hjemme hos far eller taler med præsten. De foregiver at tro på Gud og at de følger koranen. De påkalder sig ofte Allah – særligt når de sidder i fængsel og er alene og bange. I det daglige kniber det dog med at følge troens sande vej: De ryger hash, tager stoffer, begår kriminalitet, drikker alkohol, slås, bander og svovler, knepper udenom, og de kan i hvert fald ikke beskyldes for IKKE at tage renter! Det eneste som de fleste følger fra deres tro er, at de holder sig fra svinekød og prøver at følge Ramadanen så godt som de kan, ellers er Gud og troens retningslinjer kun en trøst, når de er væk fra flokkens sikkerhed. Denne form for tro og trøst bruges af flokkenes ledere som et magtredskab og til at holde samling når der ikke er anden fornuft bag deres ønsker.
Sjakalerne fremstilles af og til som ”fremmedrockere” og det er blevet almindeligt for politi og presse at gå ud i offentligheden og fortælle, at de sjakaler der er en del af bandemiljøet er værre end ”rockerne”. Det er en søgt sammenligning, men den skaber god frygt hos hr. og fru Danmark. Bikerne har aldrig opført sig på sådan vis, ikke engang da nogle af dem var rockere! Den almindelige dansker må selvfølgelig være rystet når han eller hun hører om nogen der er værre end rockerne. Nu er han/hun gennem de sidste tyve år blevet tudet ørerne fulde med hvor slemme de såkaldte ”rockere” var/er og så dukker der nogen op som er endnu værre!
Selv om disse sjakaler langt fra er uskyldige og i hel uhørt grad benytter sig af meningsløs vold, så må det medgives at netop politi og presse har været med til at gejle dem op. Det har blandt andet givet dem den smule mod, som de aldrig nogensinde selv ville have haft, hvis ikke det var for den megen omtale – noget der i sidste ende har gjort dem farligere for alle de som ikke vil, eller ikke kan forsvare sig.
Kulturberigelse er sjakalerne bestemt ikke en del af og der er snarere tale om rendyrkede tabere med påtaget offerrolle. Når mange danskere ikke føler at de har behov eller lyst til at række hånden frem mod islam, så er det næppe terroren ude i verden eller enkelte individers mere eller mindre skjulte kriminalitet, der er årsagen. Det er snarere deres møde med dagligdagens sjakaler. Aldrig i livet om man bør bøje hovedet for sådan noget menneskeligt affald!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar