Folkeskolen – for hvilket folk?

I årevis er det hvisket i krokene om muslimske, uoppdragne elever i grunnskolen, eller folkeskolen som det heter i Danmark. Så dukker det plutselig opp en mulighet til å få satt problemet på den offentlige agendaen, dog fra uventet hold, skriver Britta Mogensen.

Siste nytt

• Islam Net bekrefter ingen fri mixing
• Svaret er morsmelken?
• Professor renvasker Islam Net
• IMDi + Islam Net + Minotenk = ?
• Folkeskolen – for hvilket folk?

Kategorier

• Bli HRS-venn
• Flerkoneri og proforma ekteskap
• Forskjellsbehandling og diskriminering
• HRS – Webradio
• HRS International
• HRS Publikasjoner
• HRS TV
• Innvandring og innvandringspolitikk
• Integrerings- og integreringspolitikk
• Islam
• Kjønnslemlestelse
• Likestilling og likeverd
• Menneskerettigheter
• Om HRS
• Om rights.no

Rektor Birgitte Sonsby

”Jeg er så skide træt af jer muslimer, som ødelægger undervisningen.” Dette rasende udbrud kom fra en skoleleder i Odense (dér, hvor landets mest belastede ghetto ligger), efter at en gruppe muslimske drenge havde forstyrret undervisningen så meget, at de blev sendt hen til hendes kontor. Hun skældte drengene ud for deres asociale opførsel, men drengene grinede hende bare op i hendes åbne ansigt. Denne despekt var dråben for skolelederen, Birgitte Sonsby, der ikke tolererer asocial opførsel. Et næsten umuligt krav at stille til børn af tilvandrede forældre, der modarbejder og hader alt, hvad der er dansk, men alligevel af en eller anden grund ikke vil rejse tilbage til deres eget land, hvor forholdene vel er så meget bedre?  
Da en far til en af møgungerne hørte om skolelederens vredesudbrud, hidsede han sig godt op. Som utvivlsomt medlem af Foreningen Af De Kronisk Krænkede undlod han at tale dunder til sit mislykkede afkom, og brusede i stedet op som en kalkunsk hane i en hønsegård, meldte skolelederen til politiet for racisme og – nu da han var i gang med at cementere den muslimske herrefolksmentalitet – krævede skolebestyrelsen og skolelederen fyret. Og som muslim kunne han kun forvente, at ethvert muslimsk krav som så ofte før omgående blev imødekommet. Så den for ham uventede reaktion fra medierne og befolkningen på politianmeldelsen må være kommet som noget af et chok. Han tilbagekaldte anmeldelsen og oplyste, at han skam bare havde ønsket at skabe debat. Og det fik han så – langt, langt mere end han kunne ønske. Hvis han læser (kan læse) danske aviser og ser andet TV end Al-Jazeera, har han fået en masse sandheder om sig selv smidt lige i hovedet. Det kan næppe komme som en overraskelse for ham, at hans forældreegnethed betragtes som ikke-eksisterende.
Skolelederen blev bakket op af skoleformanden. Det gjorde i øvrigt også medierne, skolens forældre og utallige debatindlæg og kommentarer på nettet. Ja, selv de, faderen måske havde ventet støtte fra, vendte ryggen til ham i læserbreve. Det er ikke mærkeligt. Birgitte Sonsby er ikke hvem som helst. Hun har fået prisen som årets kommunale leder, fordi hun i sin ledelse udviser respekt for elever, forældre og ansatte. Ganske prisværdigt, når henses til den mangel på respekt hun og skolens lærere mødes med af disse unger og deres forældre.
Det er almindelig kendt, at undervisningen i skolerne forstyrres og ofte også umuliggøres af mange muslimske 2. og 3. generationsdrenge. Jo flere af disse uopdragne knægte på en skole, jo værre er det for de børn, der gerne vil lære noget; og jo værre er det for lærerne, som i stedet for at undervise skal forsøge at opdrage børn, der absolut ingen opdragelse har fået hjemmefra.
I årevis er der i krogene blevet hvisket om disse muslimske, uopdragne møgungers hærgen på vores skoler og angreb på lærere og skoleledere, så snart andelen af dem kommer op på mere end et par få stykker i en klasse med danske børn. Og så dukker der pludseligt en far til en af ungerne op og sørger for, at der er frit slag for åbent at diskutere det hidtidige tabu. Det har været som en influenza, der presser på, men ikke vil bryde ud, og pludseligt kommer forløsningen. Det bør vi da alle glæde os over.
Ingen har som venstrefløjspolitikerne svinget pisken over befolkningen for ikke helhjertet at deltage i eller lade deres børn være prøveklude i politikernes multikulti-eksperiment. Som navnet siger, er folkeskolen en skole for folket. Så det er meget nødvendigt for politikere, at alle forældre fra urbefolkningen får en forståelse af, at de har pligt til at sende deres børn i folkeskolen. Eksperimentet skal nemlig bæres igennem af hvide børn, som ved deres blotte tilstedeværelse menes at ”højne” niveauet i skolerne. Dette skulle bevirke, at også de ”tosprogede” (læs: de tohalvsprogede) kommer ud i den anden ende med flotte karakterer og kan påbegynde en uddannelse.
Der er tale om et eksperiment, båret frem af en Godhedens ideologi, som magthaverne har trukket ned over hovedet på befolkningen uden i det mindste at spørge, om der skulle være nogen, der ville melde sig frivilligt og stille deres børn til rådighed. I eksperimentet deltager politikerne selvfølgelig ikke selv. Ind imellem hører de en utilfreds rumlen fra folkedybet, og højt hævet over dette studerer de med telelinse, hvordan det mon går ”dernede i samfundet”.  Da linsen er sat for det blinde øje, får de ikke øje på ret meget.
Sædvanligvis er politikerne helt uvidende om den virkelige verden, men da problemerne i folkeskolen vedrører deres egne børn, har de for politikere haft en sjælden og lynhurtig opfattelse og har reageret på den. Så mens de raser over de forældre, der har råd til at flytte deres børn væk fra politikernes integrationseksperiment, flytter de selv deres børn i privatskoler. Deres egne poder skal nemlig ikke udsættes for den skade, de har påført befolkningen. Deres børn skal ikke have ødelagt fremtidsmulighederne ved at blive trukket ned af forstyrrende, uopdragne 3. verdens unger, som taler et ubehjælpsomt dansk, truer, terroriserer og mobber og viser deres foragt over for kvindelige lærere/pædagoger med et fuck you, kalder både lærerne og skolepigerne for luder, korrigerer lærerens undervisning med den ”visdom”, deres analfabetiske forældre har hjernevasket dem med og nægter at blive undervist i de fag, forældrene ikke bryder sig om. Det ser ikke bedre ud for skolerne i vores nabolande Sverige og Norge. Også dér bestemmer de muslimske forældre, hvad deres børns skal undervises i, og især hvad de ikke skal undervises i. Og de følgagtige politikere tillader, at f.eks. vores egne juletraditioner trædes under fode for ikke at krænke de kronisk krænkede.

Beskæftigelsesminister Mette Fredriksen

Ingen politiker råbte højere om befolkningens svigt af folkeskolen end lige netop Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet. Hun råbte så højt, at hun fik tilnavnet ”skrigeskinken”. Det fik pressen til at interessere sig for de højtråbende, og hvad opdagede den? Jo, Helle Thorning Schmidt skulle sandelig heller ikke risikere, at hendes børn blev udsat for en ghettoskole. Da de skinhellige politikere således ved egen dumhed havde fået emnet til at eksplodere og blive skreget ud for alle vinde, var det nødvendigt at konstruere en undskyldning, som befolkningen forhåbentligt kunne godtage. Hykleriet måtte ikke være alt for gennemskueligt, så derfor måtte der for alt i verden ikke nævnes noget om de tilvandredes manglende egnethed til at begå sig i den vestlige verden.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt

Så nu hørte vi om politikernes børns ”særlige behov”. Behov, som åbenbart er særegent for politikerbørn, og som børn af den øvrige befolkning (dét, politikerne kalder ”almindelige mennesker”) ikke formodes at have. Det er kun politikerbørn, der er så sarte, at de ikke kan tåle at blive kaldt luder, få tæv, blive truet og chikaneret. Det er kun politikerbørns indlæring, der umuliggøres, når en flok muslimske drenge råber og skriger og terroriserer lærerne og de andre børn. Børn af almindelige mennesker, derimod, forventes at være så robuste, at de kan løfte den byrde, politikerne har lagt på befolkningens skuldre.
Selv om medierne holdt op med at skrive om dette emne, fortsatte snakken i private forsamlinger, på arbejdspladser og ved middagsbordene. Vi ventede bare på den næste eksplosion.
Og den kom, endog fra uventet kant. Hvem skulle have troet, at det ville være en af disse tilvandrede fædre, der fik åbnet for den ellers hensygnende debat om uopdragne, muslimske børn i folkeskolen? Endelig kunne vi tage fat på det, alle vidste, og alle talte om, men som i det offentlige var et tabu: De uendeligt mange uopdragne møgunger, der af deres ligeså uegnede og uopdragne skodforældre lærer at gøre livet surt for vores dygtige skolelærere og gør undervisningen til en grotesk forestilling for alle.
Såvel danske som muslimske forældre, både i provinsen og i København, der har råd til at betale, sender deres børn i privatskole, hvis der er ret mange tohalvsprogede i klassen. Tilbage til at ”højne” folkeskolen er kun børn af de forældre, der ikke har råd til privatskole samt nogle få idealister på venstrefløjen, som gerne stiller deres børn til rådighed for et uddannelsesmæssigt selvmordseksperiment ved at lystre venstrefløjsparolen og uden at stille spørgsmål ved deres politikeres hykleri. Disse idealister optræder beredvilligt i TV. Intet er så dejligt som at udstille sin godhed og medmenneskelighed for hele folket. Lad os håbe, deres børn efter endt skolegang vil være enige med forældrene.
Det har ikke skortet på advarsler mod folkeskolens opløsning, men almægtige politikere lytter ikke. Vil befolkningen ikke makke ret, har kommunalpolitikerne da en løsning på det. Så Københavns Kommune ændrede for nylig skoledistrikterne, hvorved flere elever fra ressourcestærke familier fra næste år bliver ført over i Blågård Skoles distrikt. Så de danske børn, der hidtil har gået i næsten rent danske skoler, tvinges nu til at gå i ghettoskoler. Mange af de berørte forældre har protesteret. Og pludselig er der endnu flere danske børn, der udmeldes af folkeskolen og sættes i privatskole. Kunne politikerne virkelig ikke forudse det? Så kunne de have spurgt f.eks. mig.
Al mulig ære og respekt til de skoleledere og lærere, der kæmper for at få proppet noget viden ind i indlæringsresistente unger i de folkeskoler, der ligger i ghettoområderne og samtidig forsøger at give dem den opdragelse, der er så hjerteskærende en mangel på i deres hjem. Man forstår den lærer, der spørger, om vi kan forstå, hvor svært det er at undervise under disse forhold. Jeg kan.
Les også fra Den Korte Avis: Ejerslykkeskolen: forældrene er også ”skide trætte”