Borgerkrig i Danmark
Jens Løgstrup, fhv. MF (V) Photo:Scanpix
Jens Løgstrup: Multikultur. Samfund delt mellem muslimer og ikke-muslimer har de sidste årtier oplevet politiske uroligheder, optøjer og borgerkrige. Det vil også kunne ske i Danmark - for om 100 år vil de etniske danskere være i mindretal.
28. januar 2011, 22:30
De senere årtiers store indvandring vil i dette århundrede markant ændre Danmarks etniske og religiøse sammensætning. De etniske danskere vil i slutningen af århundredet komme i mindretal og et flertal vil stamme fra ikke-vestlige samfund. Blandt de største forandringer vil være fremvæksten af en stor muslimsk befolkningsgruppe, som afhængig af indvandrerpolitikken måske på et tidspunkt vil udgøre befolkningsflertallet.
Udviklingen hen imod et multietnisk samfund bliver ofte kædet sammen med vores tradition for pluralisme. Det er rigtigt, at pluralisme er et afgørende kendetegn ved de europæiske demokratier. Det er dog en historisk erfaring, at der er grænser for det nationale fællesskab. Det er vanskeligt at inkludere grupper med en stærk religiøs, etnisk eller national identitet, som adskiller sig fra flertallet. Det er ikke underligt, at der selv for demokratier er grænser for pluralisme. En af de stærkeste politiske kræfter de sidste 100 år har været religiøse, etniske og nationale mindretals stræben efter selvstændighed. Det illustreres af, at antallet af medlemsstater i FN er vokset fra 51 i 1945 til 192 i dag.
Samfund delt mellem muslimer og ikke-muslimer har de sidste årtier oplevet politiske uroligheder, optøjer og borgerkrige. Islams religiøse og politiske opblomstring er en væsentlig faktor i denne udvikling. Listen over områder, hvor muslimske og ikke-muslimske befolkningsgrupper står over for hinanden, er i høj grad en opremsning af verdens brændpunkter. Fra denne liste kan eksempelvis nævnes Bosnien, Chad, Etiopien, Kashmir, Libanon, Nigeria, Thailand og Sudan.
Politik og religion er filtret sammen på en meget mere direkte måde i islam end i eksempelvis kristendom. På grund af det politiske budskab i islam er det essentielt for mange muslimer at udøve politisk autoritet. Fra muslimsk side har krav om autonomi, selvstændighed og manglende vilje til at stille muslimer og ikke-muslimer lige været et væsentligt element i konflikter med andre trossamfund.
Udviklingen af en fælles nationalfølelse i lande delt mellem muslimske og ikke-muslimske befolkningsgrupper er også vanskelig på grund af forestillingen om, at verdens muslimer udgør et fællesskab. I konflikter får muslimer ofte sympatitilkendegivelser fra de øvrige dele af den islamiske verden. Disse tilkendegivelser er med til at give konflikterne en symbolsk betydning, som gør kompromisløsninger vanskelige.
Satellit-tv og internettet har hjulpet forestillingen om et globalt muslimsk fællesskab. Det er lykkedes for satellitstationer som al-Jazeera og al-Arabiya og internetportaler som islamonline.net og islamtoday.com at nå ud til et bredt publikum i den islamiske verden. To forhold giver de nye medier særlig gennemslagskraft i den vestlige verden. For det første er udbredelsen af informationsteknologi langt større i den vestlige verden end i de muslimske lande. For det andet er muslimer i den vestlige verden udsat for et meget kraftigt kulturelt påtryk fra det omgivende samfund. De kan derfor søge tilflugt i islamiske satellitprogrammer og internetportaler og her få bekræftet deres islamiske identitet.
De muslimske indvandrere i Danmark og deres efterkommere er i færd med at udvikle en islamisk identitet, som understreger islam, men nedtoner tilknytningen til kulturerne i deres oprindelseslande. De er dog stærkt splittet mellem forskellige religiøse og politiske udlægninger af islam. Splittelsen bevirker ofte, at moderates forsøg på kompromis med det danske samfund bliver udfordret af mere radikale kræfter.
Dannelsen af en fælles islamisk identitet blandt muslimske indvandrere i Danmark bliver understøttet af fremvæksten af parallelsamfund. I bydele som Gellerup, Vollsmose og Mjølnerparken lever mange muslimer en forholdsvis isoleret tilværelse i forhold til det danske samfund. Mange ser således satellit-TV fra oprindelseslandet, lokale imamer håndhæver dele af islamisk ret, muslimske skoleelever møder sjældent etniske danske elever i den lokale folkeskole og selvom flere i de senere år er kommet ud på arbejdsmarkedet, er mange muslimer fra disse områder fortsat ikke i beskæftigelse.
Langt den stærkeste kraft blandt muslimske intellektuelle i Europa er forskellige varianter af islamisme. Denne ideologi har i de fleste varianter stærke totalitære træk. Ifølge sine tilhængere kan verden kun forstås gennem islam. Koranen og Muhammeds gerninger er grundlaget for, hvordan samfundet skal indrettes og den enkelte leve sit liv. På flere måder minder mange unge muslimers dyrkelse af islamismen om den marxisme, som tidligere var en stærk kraft blandt intellektuelle i Europa.
I Europa er der ringe opbakning til muslimer, som taler om tilnærmelse til de europæiske samfund og deres frihedsidealer. Der er få muslimer, som støtter islamiske tænkere, der giver udtryk for, at Koranen ikke bogstaveligt er Guds ord til menneskeheden. I Danmark har moderate og frihedsorienterede muslimer også svært ved at få fodfæste. Det vidner den ringe opbakning til foreningen Demokratiske Muslimer om.
Den politiske organisering af Danmarks muslimer vil stige i de kommende årtier. Der bliver sandsynligvis dannet et eller flere islamistiske partier. Opinionsundersøgelser viser, at omkring halvdelen af Danmarks muslimer i dag ville stemme på et islamistisk parti, hvis et sådant stillede op til folketinget. Under indtryk af at udgøre en stadig større del af den danske befolkning vil muslimerne stille flere krav om lovgivning, som tager hensyn til islam. Disse krav vil formodentlig koncentrerer sig om symbolske spørgsmål som f.eks. undervisning, blasfemilovgivning, indførelse af muslimske fridage og mulighed for at gå til islamiske domstole i familieretslige spørgsmål. De etniske danskere vil reagere på det voksende muslimske befolkningselement. Reaktionen kan være en forstærkelse af den stærke sekularisering, som karakteriserer det danske samfund. Indførelsen af forbuddet for dommere mod at bære religiøse symboler og retten til at sige nej til at blive behandlet af sundhedspersonale med tørklæde er eksempler på en sådan reaktion. På den anden side kan mødet med islam meget vel forstærke den kristne religiøse genopblomstring, der er spæde tegn på i Europa.
Den nye etniske danske nationalisme kan meget vel definere sig i et modsætningsforhold til det voksende muslimske befolkningselement. Et særligt aspekt bliver, at en ældre og antalsmæssigt faldende etnisk dansk befolkning står over for en væsentlig yngre og hastigt voksende muslimsk befolkning. Den etniske danske befolknings følelse af lurende katastrofe kan måske føre til en etnisk danskhed, som meget vanskeligt kan inkludere danske muslimer. Vi er måske på vej til at blive et land, der vil være så delt, at det ikke er muligt at holde sammen på det.
De fleste vil nok forsværge, at der kan blive borgerkrig i Danmark. Men om 50 år kan Danmark være præget af store parallelsamfund, omfattende organiseret kriminalitet og jævnlige uroligheder, der i intensitet og udbredelse overgår dem, som Frankrig oplevede i november 2005 og Danmark i februar 2008. Borgerkrige er ofte en ond cirkel, hvor konflikten brutaliserer parterne og nedbryder den gensidige respekt. Samtidig søger de stridende grupper at kontrollere hver sit område, hvor de gennem brug af målrettet intimidering prøver at få kontrol med civilbefolkningen. Denne territorielle tilgang til politik minder om nogle af de tendenser, som vi allerede nu ser i de etniske parallelsamfund. Der er mange årsager til borgerkrigen i Libanon 1975-79 og landets efterfølgende ustabilitet. Borgerkrigen tjener dog til en advarsel om, at en væbnet konflikt mellem kristne og muslimer kan finde sted selv i et relativt veludviklet samfund.
http://www.b.dk/kronikker/borgerkrig-i-danmark
Ingen kommentarer:
Send en kommentar