Skandinavien

Arne von Kappelgaard, Herlev 

Det Radigale Venstre (det “rigtige” menneskesyns parti), har en årelang tradition for landsskadelig virksomhed. Vi så det før, under og efter WW-II, hvor deres undergravende virksomhed kørte på de høje omdrejninger. De lever i en verden af ønsketænkning og utopier.

I år 2000 var der en såkaldt kulturkonference i Den Sorte Diamant, hvor daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen udtalte følgende:
“Vi skal have frygten for det fremmede væk, gennem folkeoplysning og arrangementer som dette.”

Da fremmeddebatten for år tilbage var på det højeste, udtalte hun så følgende:
“Hvad ville Tivoli være uden Det Kinesiske Tårn?” Vi lader den stå et øjeblik.
Man genkalder sig også hendes stunt, hvor hun står med et fjollet smil står ved Holmens Kanal iført muslimske gevanter.Dhimmi rollen er antaget.

I 2001 (23.01.) udtalte den radigale udviklingsminister - Marianne “Helveds” slyngveninde - Anita Bay Bundegaard - nok så frejdigt, at vi bare skulle åbne vores døre for alverdens fattigdomsflygtninge.

I DR 1 2005 (27.01.) udtalte Marianne “Helved”:
“Jeg vægter at overholde internationale konventioner højere, end om der kommer 4.000 eller 10.000 til landet” og fortsatte “-her må komme dem der vil.”

I samme kategori hører Morten Kjærums udtalelse fra 1995:
“Jeg har da mere til fælles med en iransk intellektuel end med en fisker fra Hanstholm.”

Alt, hvad der er dansk eller nationalt (vores nationale identitet), bliver af de radigale humanitære værnemagere lattergjort og ringeagtet. De kan tage Orla Lehmann´s (1810-1870) ord til sig, at magten tilkommer “de begavede, de dannede og de rige.”

De radigale er kendt og berygtet for deres åbenlyse forsøg på at likvidere Danmark som nation, samt svigt på svigt i forhold til danskheden, altid villigt sekunderet af Politiken (det nye Land og Folk).

National loyalitet er et begreb, der i dagens Europa har fået en plads i skammekrogen, idet det konstant bliver stigmatiseret. Alt hjemligt skal skrottes og trampes på, hvorimod globaliseringen og indvandringen af utilfredse, krævende og kriminelle muslimer prises i plusord. De faktiske kendsgerninger undertrykkes. Der er ingen forskel på det man praktiserede i det tidligere kommunistiske Europa, men der var de radigale jo også flittige gæster til kammeratlige og broderlige sammenkomster, bl.a. i DDR.
Her var det også de såkaldte intellektuelle der tog skyklapper på, og priste de mest despotiske regimer, de regimer der dræbte egne medborgere, fordi de tillod sig at have en anden mening, end den på parnasset gældende.

Tilsyneladende er mange muslimer født med et gen, der gør dem evigt utilpassede og stridbare, og som bevirker, at uanset hvor de slår sig ned, så søger de konfrontation med det omgivende samfund. De er eksperter i at gøre sig til ofre og forfulgte uskyldigheder. Utrolig mange muslimer reagerer med ekstrem pirrelighed på enhver indbildt fornærmelse.
Men det at fornærme anderledes tænkende, er fast procedure og standard for Allas “lystige” svende. Når man selv bruger grovfilen, så må man være forberedt på at få tilbage af samme skuffe.

Det eneste sprog, de forstår og har respekt for, er rå magtanvendelse og konsekvens. Når man har med muslimer at gøre, så må man være “hard core”. Her hjælper det ikke at være imødekommende og dialog søgende med rundbords samtaler, det er i mange muslimers øjne ensbetydende med overgivelse og nederlag. Det værste vi kan gøre, er at være eftergivne. Hårdt mod hårdt giver som bekendt ild, men den kamp må vi tage, hvis vi ikke af vores efterkommere vil kaldes for nogle skvat.

Var det ikke Hans Engel der sagde følgende: “De radikale lider af kronisk storhedsvanvid. Det ligger simpelthen i partiets dna, at radikale mennesker er klogere og mere nødvendige end alle andre tilsammen.”

Og jeg kan tilføje. De radigale og dens klakører har vel den gutmenschen holdning som de har, fordi de kan føle sig uhyre ophøjede, kosmopolitisk visionære, tolerante, rummelige e.t.c.. For gutmenschen er følelsen af at “gøre godt” ekstremt berusende.

Et fjeld kan sprænges og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, der ikke vil det selv.

“I år 2000 var der en såkaldt kulturkonference i Den Sorte Diamant, hvor daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen udtalte følgende:
“Vi skal have frygten for det fremmede væk, gennem folkeoplysning og arrangementer som dette.”

Ved selv samme konference sad Elisabeth Gerner Nielsen i panelet sammen med Tahir ul Qadri, som har udtalt følgende:

“At udvise foragt for profeten som den sidste profet er en forbrydelse, der ikke kan tolereres, uanset om forbrydelsen er direkte eller indirekte, bevidst eller ubevidst. Forbrydelsen er af så graverende art, at selv personens anger ikke kan fritage ham fra dødsstraf”.