Dan Ritto - konservativ og frihedsorienteret værdikamp!

11. september - og hvad så?

11/09/12 08:44 Filed in: Islam i Danmark | kulturkamp

Dagen i dag er på flere måder en mærkedag. Personligt kan jeg glæde mig over at det er min fødselsdag. Men det er nok ikke grunden til at de fleste danskere standser op i dag og reflekterer et øjeblik. Trods alt.

For den 11. September er også årsdagen for jihadangrebet mod Twin Towers i New York. Dagen, hvor en 1.400 år gammel krig igen kom op til overfladen. Islams krig mod civilisationen.

Nogle har kaldt det en krig mellem civilisationer, men det passer ikke. Der er kun én civilisation. Den vestlige. Derimod er det en krig mellem civilisationen og barbarerne.

For Danmark har det været et lærerigt årti. Vi er blevet en krigsførende nation – og for første gang i et land langt, langt borte. Rigtig mange danske familier ved nu fra øjenvidneberetninger via deres familiemedlemmer hvad krig er for noget. Et fåtal har begravet en falden soldat.

For halvandet år siden lykkedes det så at få dræbt den muslimske verdens leder – Sheykh Osama Bin Laden. Det har fået mange til at tro at krigen dermed er slut, men det er den langt fra. Islams krig mod verden har varet i 1.400 år, det vil være tåbeligt at tro at drabet på ét eneste menneske er nok til at bringe den til ophør.

Krigen fortsætter. Den muslimske verden har fået nye ledere – vi er en del der mener at én af disse sidder i Det Hvide Hus i Washington.

Men slagmarken har ændret sig.

Det står nu klart for mange af os, at krigen mod islam ikke længere blot er militær. Islams krig mod os, muslimernes jihad, er gået videre til andet stadie: infiltration. Infiltration og propaganda.

I Danmark så vi det i forbindelse med ramadan-festlighederne for nogle uger siden, hvor et samlet regerings- og kulturdanmark stod fælles om at hylde landets herrefolk. Helt på linje med en række andre vestlige lande, befinder Danmark sig i en proces der skal lede hen til en fredsbesættelse af landet.

For selv om islams had mod civilisationen ikke er ny, har krigen alligevel ændret sig på ét vigtigt punkt. Mens de vestlige lande i ’gamle dage’ stod sammen mod muhammedanerne og derfor formåede mere eller mindre at holde dem ude af Europa, oplever vi nu visse af magthaverne byde fjenden velkommen. Kalde barbariet en berigelse af vores kultur.

Derfor bliver Danmark i disse år fredsbesat af vor ældste fjende. Med magthavernes fulde velsignelse.

I Sverige er situationen nogle år foran Danmark. Der har politikerne helt åbent truffet beslutning om kolonisering og udskiftning af landets befolkning.

I Danmark er vore magthavere endnu ikke helt så åbne omkring sagerne, men nu er svenskerne som nævnt også nogle år foran vi andre. Ikke mindst takket være perioden fra 2001-2011, hvor Dansk Folkeparti havde afgørende indflydelse på indvandringspolitikken her i landet.

Det har ændret sig, så Danmark nu igen er blevet et slaraffenland for alskens falske flygtninge og andre plattenslagere. Eller kolonister, som jeg vælger at kalde dem.

Så Vestens 1.400 år lange forsvarskrig mod den falske profet Muhammeds proselytter fortsætter. Nu er slagmarken ikke længere bare den militære, men overalt hvor vi færdes. For der hvor fjenden er, der er også slagmarken. I bussen, i boligkvarterne, på arbejdspladserne. Overalt.

Også midlerne har ændret sig. Kampen foregår ikke voldeligt – som den gør på den militære slagmark. Den er først og fremmest politisk. Krigen mod kolonisterne kæmpes alle de steder hvor mennesker mødes. For en tid er kampen ikke militær ude i den danske hverdag, men det er muligvis kun et spørgsmål om tid inden dét ændrer sig.

Kampens våben består for tiden af oplysning, oplysning, oplysning. Vi skal oplyse om fjenden og hans hensigter mens det stadig er muligt. Og så skal vi gøre som muslimerne: arbejde målrettet på at opnå reel, politisk indflydelse. For den dag, hvor socialisterne og de radikale formelt overgiver landet til imam Pedersen og hans kolleger vil det være for sent.

Og så længe det stadig er muligt uden væsentlige repressalier fra myndighederne at modarbejde islams overtagelse via et politisk virke, er vi forpligtede herpå. Så er det dét vi skal. Arbejde politisk og ikke-voldeligt – også selv om vor islamiske fjende dagligt anvender fysisk vold mod den danske befolkning.

Så nej, krigen sluttede ikke bare fordi Sheykh Osama Bin Laden blev nakket. Slet ikke. Den fortsætter. Nu bare på flere fronter. Og med den største indsats nogensinde. For indsatsen er ikke bare vore egne liv og vore personlige ubehageligheder ved en islamisk overtagelse.

Nej, indsatsen er selve Europas overlevelse som et arnested for videnskab, kultur og civilisation. Men det handler naturligvis også om os selv og vore efterkommere. For historisk set, når islam har taget magten i et område, er det blevet foretaget en etnisk udrensning af den oprindelige befolkning. Dels for at sætte sig i respekt, dels for at bringe antallet ned på et niveau som de kan håndtere – og dels fordi de elsker at dræbe i Allahs navn.

Men så langt kommer det naturligvis ikke til at gå. For det bliver os der vinder.

Det bliver det af flere grunde. Dels ligger det i menneskets natur at søge frihed og intellektuel udfoldelse, alene af den grund kan islam ikke vinde i længden. Dels er det ganske enkelt den vestlige civilisation der har det bedste tilbud. En pæn stor del af de muslimer der bor iblandt os, er faktisk slet ikke muslimer. De kalder sig det for ikke at få problemer med imamerne og deres ungdomsgrupper – den flok, som politiet og medierne kalder for ’bander’.

De har truffet deres valg. Men vi vinder kun krigen hvis vi virkelig vil. Hvis vi vil friheden. Hvis vi holder fast ved at ville frihed og civilisation. Og forudsætningen for sejren er at den næste borgerlige regering får deltagelse af mennesker, der kender den islamiske fjende og forstår faren.

Og som er villige til at handle derefter.