Imamer vil elske København

Brændpunkt

Skrevet af Mrutyuanjai Mishra

Imamer vil elske København

større|mindre

Dato: 11. september, 2012

Emner:

8

 

I dag kommer den dygtige pakistanske retoriker og kontroversielle imam, Tahir-ul-Qadri, til Danmark. Han kan dermed skrive på sit CV, at han har delt talerstol med både chefen for Politiets Efterretningstjeneste i Danmark og Københavns Integrationsborgmester. Den slags har måske ikke så meget prestige i Danmark, men det tæller rigtig meget i asiatiske lande.
Der er lagt op til en stor begivenhed i dag i København. Ovenikøbet sker det på selve årsdagen for terrorangrebet d. 11. september. København, Stockholm og Oslo er blevet attraktive steder for anti-radikaliseringseksperter, som får så mange penge, at de har svært ved at nå at bruge dem.
Det er helt i orden at skære ned på antallet af pædagoger og lærere, men man kan selvfølelig ikke skære ned på antallet af imambesøg i hovedstaden. Anti-radikalisering er en sikker forretning, hvor alt andet bliver ramt af sparekrav. Derfor synes det måske logisk at invitere en imam. Det giver også gode tv-billeder. Og mens imamen og hans kolleger holder taler, møder og konferencer med borgmestre, politichefer og eksperter i de skandinaviske byer, og spiser gode middage og får lov til at se på kønne piger imens, så er kvinderne i deres egne lande bange for at gå på gaden alene.
Og mens imamerne holder tale om minoriteters rettigheder, bliver kristne forfulgt, chikaneret og truet til at forlade områder, hvor fundamentalistiske imamer ikke mener, at de hører hjemme.
Men lad os træde lidt tilbage og få et helikopterbillede af, hvad der sker i den region, som danner udgangspunktet for Tahir-ul-Qadris eksotiske anti-radikaliseringsrejse til København. En meningsmåling lavet af Pew Research Poll viste for få måneder siden, at hele 74% af pakistanerne betragter Amerika som en fjende. Næsten tre ud af fire pakistanere er altså negativt indstillet over for USA. Kan det blive meget værre?
Måske skulle anti-radikaliseringseksperterne tage til Pakistan for at danne sig et overblik over, hvordan det kan gå så galt? Hvis Tahir-ul-Qadri virkelig ønskede at arbejde for anti-radikalisering, så ville han have mere end rigeligt at gøre i Pakistan. Over halvdelen af pakistanerne kan hverken læse eller skrive, der eksisterer flere tusind koranskoler, hvor eleverne ikke lærer andet end at recitere koranvers. Burde Tahir-ul-Qadri ikke have arbejdsro for at løse denne kæmpe opgave? Jeg håber, at der i dag vil være en modig journalist til stede, som spørger Tahir-ul-Qadri, hvordan han har tænkt sig at stoppe talibaniseringen og radikaliseringen af unge drenge i koranskolerne i Pakistan.
Nogen af jer tænker muligvis, at det burde være muligt for Indien at påvirke Pakistan i den rigtige retning. Men det forholder sig således, at 72% af pakistanerne er negativt indstillet over for Indien. Omvendt ser kun omkring 13% af inderne positivt på Pakistan. Det er ingen hemmelighed, at der hersker stor mistillid mellem de to stater. Sådan ligger landet.
Det er i det hele taget ikke en let sag at påvirke Pakistan. Derfor bør journalisterne spørge de radikale dialogvenlige politikere om, hvad deres plan er. Det lykkedes ikke for amerikanere grundlæggende at ændre Pakistan, selv om de brugte flere hundrede milliarder dollars i området. Det er muligt, at Det Radikale Venstre har en bedre plan. Man skal aldrig sige aldrig.

http://blogs.jp.dk/braendpunkt/2012/09/11/imamer-vil-elske-k%C3%B8benhavn/