’De hader os helt vildt’
Foto: Stefan Vermuth/Scanpix
Forstærkningerne har været for længe undervejs, erkender politiet. Men omkring midnat strømmer der politistyrker fra hele London til Tottenham. »Jeg vidste, kolleger var såret. At der brændte bål i gaderne, og at uroen var ved at være ukontrollabel,« fortæller betjenten. »Så det gjaldt om at få gutterne derover i en fart.«
Mens de to mandskabsvogne nærmer sig optøjerne, udsender politiradioen en strøm af dårlige nyheder. »Sribevis af kolleger er sårede. Kollega nede, kollega såret, vi skal bruge en læge, en kollega mere er nede, vi kan ikke finde den og den, ved nogen, hvor han er?«
Politibusserne har kørt 32 kilometer fra Sutton i det sydvestlige London, da de uforvarende havner direkte i centrum for optøjerne på Tottenham High Road.
»Pludselig hagler det ned over os med mursten, flasker og stilladsdele. Og vi var ligesom … For fanden mand, okay, det sker rent faktisk nu.«
Busserne kører videre, passerer flere udbrændte politibiler og en dobbeltdækkerbus, der er omspændt af flammer. »Der blev bare ved med at være smadrede vinduer og sten, og jeg tænkte: ’Det her er ikke virkelighed, det er som en filmoptagelse’.«
Betjenten – en af de 130 politifolk, som The Guardian og London School of Economics har interviewet til en undersøgelse af sidste års engelske optøjer – var på vej mod en oplevelse, han aldrig vil glemme.
»Jeg tænkte bare: Hvor meget længere kan det her blive ved? Det er jo det rene helvede,« siger en 52-årig inspektør, som blev slået bevidstløs kort efter sin ankomst til Tottenham. »Hvis nogen af mine betjente går i aktion nu, løber de os over ende. Og myrder os.«
Optøjerme i Tottenham har varet fire timer. En protest over politiets nedskydning, to dage tidligere, af en lokal borger, Mark Duggan, har udviklet sig voldeligt. Der er plyndringer i gang tre kilometer mod vest i Wood Green. Stadig ved hjælp af sin iPhone guider betjenten politibusserne gennem brun røg og forbi flammende bygninger ad gader, der er oversået af sten og andet kasteskyts.
Ved et Aldi-supermarked må politibusserne at stoppe. »Alle indkøbsvognene var trukket ud i en stor kæde og væltet om, så de kunne bruges som barrikade,« siger han. »Man kører ikke bare hen over indkøbsvogne. Så vi gjorde holdt. Alle tjekkede, at de havde spændt deres hjelme fast og havde deres grej parat.«
Da bussens dør åbnes op, bliver han først overrumplet af larmen. »Uromagerne råbte og skreg og smed med brosten, imens politisirener gjaldede i det fjerne.« Han og hans kolleger slutter sig til en kæde af 10-12 urobetjente, der kæmper med 300 uromagere. »Det er svært at trække vejret i røgen. Og hjelmens glasvisir dugger til med det samme, så jeg næsten ikke kan se, hvor jeg går.«
Indkøbsvognene danner en naturlig skillelinje, og luften er tyk af kasteskyts. Politiet forsøger gentagne gange at komme op over vognene, men da det endelig lykkes for betjenten og en håndfuld af hans kolleger, må de konstatere, at de er isolerede og under angreb.
Der er ikke andet at gøre end at foretage et omgående tilbagetog. Betjentene klatrer tilbage over vognene med undtagelse af én.
»Jeg kommer ikke helt over, fordi jeg hænger fast i et eller andet,« siger han.
»Pludselig mærker jeg hænder, der tager fat i mig og prøver at trække mig tilbage. Det farer igennem mit hoved, at hvis får de fat på mig, er det slut. De var en hel flok. Den var ophidset, det var mørkt, og det var kaotisk – så det ville jeg ikke overleve.«
Hændelsen finder sted 500 meter fra det sted, hvor politibetjent Keith Blakelock blev stukket ihjel under Broadwater Farm-optøjerne 26 år tidligere.
Plyndringer
Mens førstedagen af de engelske optøjer er præget af intens vold mod politiet, domineres andendagen af omstrejfende bander, der i stor stil udplyndrer butikker og varehuse. Nogle af de mest vanvittige plyndringer sker i Brixton i det sydlige London.Da en 25-årig kvindelig politibetjent ankommer i en bus fyldt med politi, ser hun folk, der spæner af sted med fladskærms-tv ’er og bærbare computere. Politiet holder ind ved et varehus tilhørende kæden Currys, der sælger husholdningselektronik.
»Inspektøren siger bare: ’Der bliver plyndret. Vi er nødt til at omringe dem for at hindre dem i at flygte.«
Betjenten og to andre kolleger står vagt ved en udgang, iagttager plyndringerne og råber: »Bliv derinde, alle sammen – I er omringet, I kommer ikke ud.« Men da røverne strømmer ud, retter en af dem en brandslukker imod hendes ansigt og trykker af.
»Jeg havde visiret nede, men jeg fik det i ansigtet alligevel, syntetisk skum smager ikke godt.«
Hun kæmper i blinde, indtil hun får skummet væk, og ser da en kollega, der slås med en mistænkt på jorden.
»Pludselig hører jeg én råbe, det må være min inspektør: ’Kom så ud derfra alle sammen – nu!’«
En stor menneskemængde styrer direkte mod politiet og betjenten flygter ind i et salatfad. Indenfor er der to andre betjente og tre anholdte. Chaufføren forsøger at finde vej gennem menneskehavet, kører frem og så tilbage. »Vi kom ikke nogen vegne,« siger betjenten. »Jeg var bare enormte bange for, at sidedøren skulle åbne sig, og at jeg ville blive trukket ud.«
Imens betjentene forsøger at fastbolte døren, bliver der slynget en mursten ind gennem bagruden.
»Min kollega bagude begynder at råbe: ’Ruden er knust, ruden er knust’! Min anden kollega forsøger stadig at holde døren lukket. Jeg tror ikke, han har fået sat sikkerhedslåsen ordentligt på, og lige pludselig kommer der den her machetekniv igennem, der ligesom begynder at hugge ud efter hans hånd. Godt at han havde sine handsker til at beskytte sig,« siger hun.
På tredjedagen i Hackney i det østlige London er en 25-årig civilklædt betjent i knibe. Uden hjelm, skjold eller træning i urobekæmpelse er han i en sårbar position. »Jeg husker en eller anden sagde til mig: ’Så bliv dog hos din chauffør’ – ’jamen, hun er allerede væk’. En anden kollega trækker staven, og jeg tænker: ’Åh ja, min stav, hvor kunne jeg godt bruge den nu’. Uromagere lige foran ham brækker brosten op og bruger dem som kasteskyts. Andre har fastgjort knive til spadeskafter, som de svinger truende. ’Hey, hvad fanden har I gang i?’ sagde jeg og tænkte: ’Bare jeg dog havde et skjold’. En brosten flyver gennem luften og splintres i to. Da den lander – fra en eller anden mærkelig skæv vinkel – ryger den ene halvdel lige ind i ansigtet på mig. Jeg bliver slået omkuld, men kommer på benene igen.«
På dette tidspunkt er titusinder af mennesker på gaderne i de engelske storbyer i fuld gang med at lave hærværk, tænde bål og plyndre, de fleste af dem i London. Indsatte betjente fra hovedstadspolitiet bruger udtryk som »i undertal«, »frustreret«, »skræmt« og »overvældet« om den kritiske situation.
Men hvor uromagerne reelt har overtaget dele af London, har de mindre succes i Liverpool. Trods vedholdne forsøg gennem 48 timer lykkes det dem aldrig at trænge ind i bymidten. Med disciplinerede kæder formår politiet at holde uromagerne i områderne omkring Toxteth i det sydlige Liverpool.
Men volden mod politiet er lige så intens som i London. Politiet bliver angrebet med golfkøller og benzinbomber. En kvindelig betjent ser uromagere trække ejendomsmæglerskilte op af jorden og bruge de spidse ender til at angribe politiets heste. Hadet mod politifolkene er indædt.
»De hader os helt vildt,« siger en anden Liverpool-betjent.
»Det stammer fra bandementaliteten. De er som et helt ulvekobbel.«
Slaget er tabt
Mens politiet i Liverpool kæmper for at holde ballademagere ude af byens centrum, må Birminghams politi se i øjnene, at slaget er tabt. Ikke alene er store dele af millionbyen i uromagerne og røvernes vold, en politistation i Handsworth i det centrale Birmingham, bliver også hærget og sat i brand. En 31-årig overbetjent fra urobekæmpelsesenheden får ordre til at sikre politistationen og at ledsage brandfolkene.»Det eneste vi kunne se foran os, var biler, der var væltet og stukket i brand. Når benzintankene eksploderede, var det livsfarligt at være i nærheden.«
De brændende bilvrag spærrer gaden og tvinger deres konvoj af mandskabsvogne ned ad en enkelt, smal vej. »De forsøger at tvinge os ind i en blindgyde for at overfalde os der,« siger han. »Da vi kører igennem, får de smadret alle ruder, ikke et eneste er intakt. Vores chauffør må køre med hovedet ud af vinduet.«
Kampene varer næsten indtil daggry. »De sigter på os fra afstand med haglgeværer og gør tegn med dem i luften til at vi skal trække os tilbage.«
I London strømmer der stadig flere mennesker til for at udnytte det kaos, der er brudt ud. Tre mandskabsvogne kører langsomt forbi et bycenter i Lewisham i det sydøstlige London, der er blevet invaderet af omkring af 300 tyve. En 41-årig betjent i et af køretøjerne bemærker forundret, hvor rolig menneskemængden forekommer. »Folk prøvede sko og hatte og T-shirts og byttede ting med hinanden. Det var virkelig surrealistisk. De virkede helt ubekymrede,« siger han.
Uromagerne er over hele London. To mennesker bliver dræbt. Hovedstadspolitiet giver manglende efterretninger skylden for, at der i første omgang ikke sættes tilstrækkeligt mange betjente ind. På optøjernes tredjedag er det stadig kun 6.000 politifolk, der er indsat. Men fireogtyve timer senere er der 16.000 betjente i Londons gader – en enorm magtdemonstration, som politiet mener, er forklaringen på, at det omsider lykkes at få bugt med optøjerne.
De værste uroligheder i nyere engelsk historie fandt sted i London, Birmingham og Liverpool, med yderligere udbrud i flere andre byer. England følte sig på randen af et socialt sammenbrud.
Men mange i britisk politi mener, at det er lykkedes at afværge uroligheder i endnu større skala: Optøjerne i 2011 var mere intense end dem i 1980’erne, men de varede kun fire dage i stedet for at ulme i flere måneder. Andre siger, at politiet denne gang var bedre til at få fat på mange af de skyldige, ikke mindst takket være optagelser fra overvågningskameraer. Alene i London blev over 4.000 anholdt.
Trods offentlig kritik er der stadig en dyb følelse af stolthed hos de politifolk, som blev indsat mod urolighederne. Man føler, at man gjorde sin pligt for at beskytte offentligheden og redde et land på randen af kaos. Som en chefinspektør fra Hovedstadspolitiet, der blev indsat den første aften, udtrykker det: »De betjente, som var med mig den nat gjorde alt, hvad de kunne, for at opretholde sikkerheden. De strakte sig langt for at redde liv. Der var ikke eneste, der sagde: ’Nej, vi tør ikke gå længere’.«
For de fleste af dem, der deltog i denne undersøgelse, var interviewene en sjælden mulighed for at gøre status og reflektere. Flere fortæller, at erindringerne om optøjerne er så uvirkelige, at det føles, som om det aldrig var sket. Men for en dels vedkommende er de psykologiske eftervirkninger først begyndt at melde sig nu.
For betjenten med iPhonen, der slap fri af mængden ved indkøbsvognene i Tottenham, kom erkendelsen af chokket først, da han besluttede sig for at konsultere en psykolog. Efter at have udfyldt et ‘angst-indikator’-spørgeskema fik han at vide: »Vi begynder at blive bekymrede, når folk får omkring 20 points og derover. Du scorede 86 …«
Betjenten har efterfølgende nedskrevet sine oplevelser på papir for bedre at kunne bearbejde dem:
»Jeg troede virkelig, jeg skulle dø, da jeg sad fast på den indkøbsvogn. Jeg har før tacklet ubehagelige ting på jobbet og haft det okay bagefter. Man får bare et godt grin med sine kolleger, og så er det som regel overstået. Så det var aldrig rigtig gået op for mig, at episoden med indkøbsvognen gik mig sådan på. Men, jo, den lille oplevelser komme jeg nok til at bære rundt på for altid.«
© The Guardian og Information
/Oversat af Niels Ivar Larsen
http://www.information.dk/305412
Ingen kommentarer:
Send en kommentar