KÆMP FOR ALT HVAD DU HAR KÆRT - Bagsiden af Utøya

Bragt i Weekendavisen 31/8 (efter at være blevet afvist af både Jyllandsposten og Den Korte Avis !)

Bagsiden af Utøya.

Inden Breiviksagen nu, hvor den retslige marathonprocedure er afsluttet, helt mister mediernes opmærksomhed, vil det måske være på sin plads at berøre et aspekt af sagen, som stort set ikke er blevet eksponeret.

. Således det faktum, at der blandt de få unge socialdemokrater på Utøya, der udviste mod og handlekraft og sågar forsøgte at gå til modangreb på Breivik, var en klar overrepræsentation af udlændinge og børn af indvandrere. Den samme forskel i reaktionsmønstret illustreres af, at de norske unge, der ringede til deres forældre fik besked på at gemme sig eller flygte, medens unge indvandrere af deres forældre fik besked om at tage sig sammen, hjælpe andre eller gå til modangreb på Breivik. Nogen vil gerne bruge dette som argument for, at indvandrerne er gode nordmænd, måske endda bedre end disse eller, at de ved deres handlinger har vist deres loyalitet overfor det norske samfund.

Jeg tror nu nærmere, at forskellen bunder i, at nordmændene i modsætning til mange indvandrere, men i lighed med både danskere og andre vesteuropæere i den grad er blevet indoktrineret med troen på, at dialog kan løse alle konflikter, og at staten, systemet eller partiet er ansvarlig for, at de ikke lider nød eller kommer til skade. Når de så havner i en situation, hvor dialog åbenlyst er et ubrugeligt redskab, hvor deres leder flygter fra øen sammen med 8 andre i færgen, der ellers har plads til 130, når politiet ikke tør nærme sig Utøya, før de har samlet en styrke på 11 tungt udrustede betjente, hvis gummibåd i øvrigt var lige ved at synke under overvægten, så er det ikke overraskende, at de går i baglås og bliver handlingslammede.

De har jo lært, at i tilfælde af problemer eller krise skal man henvende sig til en eller anden myndighed - endelig ikke tage action selv - det er jo selvtægt og dermed nærmest kriminelt og kan medvirke til at undergrave den ubetingede tillid til, at systemet klarer det hele for dem. Det har jo så vist sig, at der var al mulig grund til ikke at stole blindt på systemets evne og vilje til at tage sig af problemet. Der er tale om et dobbelt svigt af systemet, først ved at opdrage de unge til at overlade alt ansvar til systemet og dernæst ved at samme system viser sig ude af stand til at løfte det ansvar.

Det selvfede, fredselskende, ligestillingsfikserede, multikulturelle, politisk korrekte Norge blev rystet, og jeg er ikke helt så stolt af min norske herkomst, som jeg plejer at være.
Et grundlæggende problem for de nordiske og flere andre vesteuropæiske befolkninger er den manglende lyst, vilje og evne til at forsvare sig mod fysiske så vel som ideologiske angreb. Vi er overvældet af selvransagelser, skyldfølelser og tvivl om vor civilations værdier. Derfor taber vi også slaget.
Vi har bildt vore unge ind, at frihed er en universel menneskeret, som de ikke behøver gøre noget for at beholde. Og glemt at fortælle dem, at frihed kæmper man sig til, og hvis man har arvet den, fortjener man kun at beholde den, hvis man er villig til at forsvare den med alle midler.


Petter Mathisen
Parcelvej 104 B
2830 Virum