Svenskere trætte af diskrimination
Familier smidt ud til fordel for ”flygtningebørn”
GRUMS. For første gang er svenskere gået på gaden i protest mod myndighedernes positive særbehandling af indvandrere. I den lille midtsvenske by Grums vovede 80 personer at vise deres vrede mod kommunens favorisering af såkaldt uledsagede flygtningebørn.
”Vi håber, at dette er begyndelsen til en folkebevægelse, siger initiativtageren Victoria Wärmler.
En lørdag i juli trodsede indbyggerne i Grums skrækken for at kaldes racister og gik på gaden for at demonstrere. ”Nej til diskriminering af svenskere,” stod der på et skilt. Protesten var rettet mod kommunens magtfulde politikere, som mange mener diskriminerer til fordel for byens indvandrere.
Det, der for alvor fik bægeret til at flyde over, var kommunens beslutning om at tvangsforflytte to svenske familier for at bruge deres kommunale lejligheder som flygt-ningeboliger. Familierne havde boet i deres lejligheder i henholdsvis 30 og 43 år, da de modtog opringningen fra kommunen.
”Kommunens ageren i den sag er endnu et tegn på, at politikerne i Grums opfatter svenskere som andenrangsborgere,” siger Victoria Wärmler, der stod i spidsen for demonstrationen.
”Vi vil ikke finde os i det mere. Vi har alt for længe været tavse af frygt for at blive kaldt racister.”
Da klokken var 14.00 stod omkring 80 mennesker – både børn, voksne og ældre – forsamlet ved byens hotel. De fleste var lokale, mens andre havde kørt flere hundrede kilometer for at deltage i protesten. Det lokale politi var også mødt talstærkt op, da den venstreradikale organisation Antifascistisk Aktion havde truet med at dukke op. Det blev dog ved truslerne. Med hjemmelavede skilte og slagord be-vægede optoget sig af sted mod rådhuset, hvor en lokal kvinde holdt tale. I talen spurgte hun, om alle mennesker er lige meget værd i Grums. Hun besvarede selv spørgsmålet med et nej.
Den analyse er Victoria Wärmler helt enig i. For hende må dagens demonstration gerne give mange flere svenskere mod på at protestere. Det er der behov for, siger hun.
Hun forklarer, at Grums kommune mang-ler penge, og at politikerne derfor lukker de lokale skoler, så byens børn må fragtes med bus. Desuden er ældreomsorgen skåret kraftigt ned.
På trods af det inviterer politikerne flygtningebørn – som reelt er unge mænd på 18-20 år – til at bo i byen. Eftersom det kræver én medarbejder pr. flygtning, er det en gæstfrihed, der koster byens skattebetalere dyrt.
Det var netop for at gøre plads til disse flygtninge, at kommunen tvangsflyttede de to svenske familier.
”Vi er mange, der synes, at politikerne glemmer vores egne børn til fordel for ind-vandrernes børn. Men så snart man sætter spørgsmålstegn ved deres prioriteringer, bliver man stemplet som racist.
Det er deres måde at lukke debatten på – den måde, de altid bruger.”
Victoria Wärmler fortæller, at der i den socialdemokratiske kommune hersker en frygt for at komme på kant med politikerne og den politiske korrekthed, de er fortalere for. Og Victoria Wärmler ved, hvad hun taler om.
Kort efter, at hun ved sidste valg blevet indvalgt i kommunalbestyrelsen for det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne, blev hun fyret fra sit job. Hendes værdier var ikke i overensstemmelse med arbejdspladsens værdier, lød begrundelsen.
”Jeg bliver ved med at protestere, men der er mange, der ikke tør sige deres mening,” siger hun, og fortæller at dagens demonstration også er blevet stemplet som højreradikal. Dette på trods af, at deltagerne havde vidt forskellige politiske ståsteder.
Da kommunen i maj satte de to familier på gaden, medførte det en storm af protester i form af 128 breve og mails til kommunen.
I medierne berettede kommunen, at der var tale om hadefulde og racistisk kommentarer. Efter at have begæret aktindsigt kunne Victoria Wärmler dog konstatere, at kommunen havde overdrevet en smule. Ud af de 128 breve kunne fire betegnes som fremmedfjendske eller racistiske.
Kommunen havde også glemt at fortælle, at der mellem de mange breve var et brev fra de flygtningebørn, som skulle overtage de to rømmede lejligheder.
Af brevet fremgik, at børnene helst ikke ville flytte ind, hvis det betød, at andre skulle sættes ud af deres lejligheder.
Ifølge Victoria Wärmler er Grums langt fra den eneste kommune, hvor politikerne nægter at lytte til vælgerne. Efter at demonstrationen blev annonceret på Facebook har hun modtaget henvendelser fra andre kommuner, hvor man også vil protestere.
”Vi håber på, at det kan blive starten på en folkebevægelse, hvor vi hjælper hinanden på tværs af kommunegrænserne. Når vi bliver tilstrækkeligt mange, er de tvunget til at lytte til os, og de vil heller ikke kunne skade os på samme måde, som de kan i dag.”
GRUMS. For første gang er svenskere gået på gaden i protest mod myndighedernes positive særbehandling af indvandrere. I den lille midtsvenske by Grums vovede 80 personer at vise deres vrede mod kommunens favorisering af såkaldt uledsagede flygtningebørn.
”Vi håber, at dette er begyndelsen til en folkebevægelse, siger initiativtageren Victoria Wärmler.
En lørdag i juli trodsede indbyggerne i Grums skrækken for at kaldes racister og gik på gaden for at demonstrere. ”Nej til diskriminering af svenskere,” stod der på et skilt. Protesten var rettet mod kommunens magtfulde politikere, som mange mener diskriminerer til fordel for byens indvandrere.
Det, der for alvor fik bægeret til at flyde over, var kommunens beslutning om at tvangsforflytte to svenske familier for at bruge deres kommunale lejligheder som flygt-ningeboliger. Familierne havde boet i deres lejligheder i henholdsvis 30 og 43 år, da de modtog opringningen fra kommunen.
”Kommunens ageren i den sag er endnu et tegn på, at politikerne i Grums opfatter svenskere som andenrangsborgere,” siger Victoria Wärmler, der stod i spidsen for demonstrationen.
”Vi vil ikke finde os i det mere. Vi har alt for længe været tavse af frygt for at blive kaldt racister.”
Da klokken var 14.00 stod omkring 80 mennesker – både børn, voksne og ældre – forsamlet ved byens hotel. De fleste var lokale, mens andre havde kørt flere hundrede kilometer for at deltage i protesten. Det lokale politi var også mødt talstærkt op, da den venstreradikale organisation Antifascistisk Aktion havde truet med at dukke op. Det blev dog ved truslerne. Med hjemmelavede skilte og slagord be-vægede optoget sig af sted mod rådhuset, hvor en lokal kvinde holdt tale. I talen spurgte hun, om alle mennesker er lige meget værd i Grums. Hun besvarede selv spørgsmålet med et nej.
Den analyse er Victoria Wärmler helt enig i. For hende må dagens demonstration gerne give mange flere svenskere mod på at protestere. Det er der behov for, siger hun.
Hun forklarer, at Grums kommune mang-ler penge, og at politikerne derfor lukker de lokale skoler, så byens børn må fragtes med bus. Desuden er ældreomsorgen skåret kraftigt ned.
På trods af det inviterer politikerne flygtningebørn – som reelt er unge mænd på 18-20 år – til at bo i byen. Eftersom det kræver én medarbejder pr. flygtning, er det en gæstfrihed, der koster byens skattebetalere dyrt.
Det var netop for at gøre plads til disse flygtninge, at kommunen tvangsflyttede de to svenske familier.
”Vi er mange, der synes, at politikerne glemmer vores egne børn til fordel for ind-vandrernes børn. Men så snart man sætter spørgsmålstegn ved deres prioriteringer, bliver man stemplet som racist.
Det er deres måde at lukke debatten på – den måde, de altid bruger.”
Victoria Wärmler fortæller, at der i den socialdemokratiske kommune hersker en frygt for at komme på kant med politikerne og den politiske korrekthed, de er fortalere for. Og Victoria Wärmler ved, hvad hun taler om.
Kort efter, at hun ved sidste valg blevet indvalgt i kommunalbestyrelsen for det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne, blev hun fyret fra sit job. Hendes værdier var ikke i overensstemmelse med arbejdspladsens værdier, lød begrundelsen.
”Jeg bliver ved med at protestere, men der er mange, der ikke tør sige deres mening,” siger hun, og fortæller at dagens demonstration også er blevet stemplet som højreradikal. Dette på trods af, at deltagerne havde vidt forskellige politiske ståsteder.
Da kommunen i maj satte de to familier på gaden, medførte det en storm af protester i form af 128 breve og mails til kommunen.
I medierne berettede kommunen, at der var tale om hadefulde og racistisk kommentarer. Efter at have begæret aktindsigt kunne Victoria Wärmler dog konstatere, at kommunen havde overdrevet en smule. Ud af de 128 breve kunne fire betegnes som fremmedfjendske eller racistiske.
Kommunen havde også glemt at fortælle, at der mellem de mange breve var et brev fra de flygtningebørn, som skulle overtage de to rømmede lejligheder.
Af brevet fremgik, at børnene helst ikke ville flytte ind, hvis det betød, at andre skulle sættes ud af deres lejligheder.
Ifølge Victoria Wärmler er Grums langt fra den eneste kommune, hvor politikerne nægter at lytte til vælgerne. Efter at demonstrationen blev annonceret på Facebook har hun modtaget henvendelser fra andre kommuner, hvor man også vil protestere.
”Vi håber på, at det kan blive starten på en folkebevægelse, hvor vi hjælper hinanden på tværs af kommunegrænserne. Når vi bliver tilstrækkeligt mange, er de tvunget til at lytte til os, og de vil heller ikke kunne skade os på samme måde, som de kan i dag.”
Tags:
http://dispatch-international.com/da/content/svenskere-tr%C3%A6tte-af-diskrimination
http://dispatch-international.com/da/content/svenskere-tr%C3%A6tte-af-diskrimination
Man må komme til den konklusion, at der ligger en konspiration bag. Hvilken undskyldning skal man ellers bruge, hvis man ønsker at forsvare intelligente mennesker vanvittige handlinger?
SvarSlet