Ekstra Bladet - Gav mit liv for mit Fædreland, Danmark

Ekstra Bladet - Gav mit liv for mit Fædreland, Danmark
 05. maj 2011 | Karen Jespersen
LUKKET PÅ GRUND af glæde’.

Sådan stod der på et skilt i et butiksvindue i dag for 66 år siden. Danmark var blevet frit efter fem år med de tyske nazisters besættelse.

Aftenen før, 4. maj klokken 20.36, kom budskabet over radioen fra BBC i London. Pludselig lød det: ’Montgomery har netop meddelt, at de sidste tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig’.

Så brød jublen løs. Folk strømmede ud på gaden. Vildtfremmede mennesker omfavnede hinanden. Hjemme blev mørklægningsgardinerne revet ned, og der blev sat levende lys i vinduerne.

Sådan er det fortsat mange steder. I går fejrede jeg selv 4. maj på Kollerup Mølle Kro i Hadsten med levende lys i vinduerne. I Mindelunden i København var der levende lys langs stierne til henrettelsespladsen med de tre pæle.

NÅR DE UNGE mænd var blevet dødsdømt, fik de tilladelse til at skrive et brev. Brevene kan læses i bogen ’De sidste timer’. Unge mænd, der elskede livet, siger her farvel til deres far, mor, søskende, kæreste, koner og børn. ’Hvor har jeg holdt meget af jer alle sammen’, skrev Arne Lützen Hansen. Men hvorfor gjorde de det så alligevel? Danmark var jo kun en lille brik i Anden Verdenskrig, hvor stormagterne spillede den afgørende rolle.

De unge mænd (og kvinder) satte livet på spil af kærlighed til friheden, af kærlighed til deres fædreland, til Danmark: ’Det har været et vidunderlig Vejr i Dag, jeg nød Køreturen til Dagmarhus, jeg tænkte, det blev min sidste. Det har været en rigtig dansk Foraarsdag, jeg synes, den varslede en god Tid for vores elskede Land, det ønsker jeg, måtte ældgamle Danmark opleve frie Dage igen’, skrev Svend Otto Nielsen.

’JA, NU ER DEN sidste Time kommet for mig, og jeg må dø. Jeg har givet mit Liv for det, jeg har kært, nemlig mit Fædreland Danmark og mine Forældre. Jeg har ment, at jeg ved min beskedne indsats har været med til at gøre Danmark til et frit og selvstændigt Land igen. Jeg har givet det bedste, jeg har, nemlig mit unge liv’.

Dette brev blev skrevet 13. marts 1945, mindre end to måneder før befrielsen, af Poul Mackeprang Nielsen, der blev 23 år.

DANSKERNE ER FORTSAT meget glade for deres land. 90 procent siger, de er stolte af at være danskere. Det er en holdning, der er helt afgørende for, at vi kan klare os i en globaliseret verden, og det er forudsætningen for den samhørighed, der skaber et godt liv.

Men ikke alle er enige. Tværtimod bliver især børn og unge fyldt med nedladende holdninger til nationalfølelse og glæden ved at være dansk. Læs for eksempel Peter Bejder og Kim Boye Holts bog til brug for undervisning i folkeskolen: ’Dansk, danskere, danskest’.

Her får vi at vide, at danskerne er middelmådige, selvfede og ikke vil snakke med andre end sig selv. ’Dansk er et bastardsprog. Kødpølse er det mest danske’, fortæller komikeren Jan Gintberg skoleeleverne.

JEG HAR SVÆRT VED at komme i tanke om to bøger, der står i mere skærende kontrast til hinanden, end denne skolebog og bogen ’De sidste timer’.

Til gengæld har jeg absolut ikke svært ved at finde ud af, hvilken bog jeg vil hælde mit hoved til.