Så er det sagt
Embedsmændene gør, som det passer dem
Så er det sagt
PET´s destruering af arkivalier og danske myndigheders
manglende lyst til at bistå forskere med at få adgang til
kildemateriale, der endnu ikke er blevet makuleret, har været et varmt
emne i de sidste par uger.Et organ som Politiken, der ellers ønsker alt muligt undersøgt, er dog godt tilfreds, men fortæller professor Linda Nielsen, at hendes undersøgelse bør føre frem til, at PET fremover er opmærksom på, at nogle arkivalier kan have historisk interesse.
Men ellers roser regeringsavisen i en ubehjælpsom leder PET for at makulere ”retmæssigt”, og den finder det ”helt forståeligt”, at PET ”ikke udleverer dokumenter med navne i flæng til eksempelvis historikeren Bent Jensens kommende bog.” (24.4.)
Center for Koldkrigsforskning
Jeg var i årene 2007-2010 leder af Center for Koldkrigsforskning (CFKF), der blev oprettet ved folketingsbeslutning. CFKF fik ligesom andre statslige undersøgelser udvidet adgang til statens arkiver, herunder PETs.
CFKF har på grundlag af tre års koncentreret forskning udarbejdet et omfattende manuskript, som forhåbentlig kan udgives til efteråret.
Der er altså ikke tale om, at PET har udleveret dokumenter i flæng til mig eller nogen anden. Hvis Politiken har viden om, at PET har modsat sig eller tilbageholdt dokumenter, er det en meget alvorlig sag.
Destruering af arkivalier, som også er forekommet i Justitsministeriet, betyder, at nationen ikke kan få et retvisende billede af sin historie.
Men der er også store problemer med at anvende det materiale, som endnu ikke er makuleret – også for forskningsinitiativer besluttet af Folketinget.
En byge af afslag
Man får lov til at se nogle dokumenter, men når man vil bruge de relevante oplysninger, bliver man mødt med en byge af afslag.
Afslagene på at bruge oplysninger, der er 50-60 år gamle, begrundes med hensynet til statens sikkerhed anno 2012 og PET´s arbejdsmetoder, som er vidt og bredt beskrevet i bl.a. PET-kommissionens beretning.Men selv hvis man får frigivet (afklassificeret) et dokument, understreger PET, at oplysningerne ”ikke frit” kan offentliggøres.
Hvis forskeren er i tvivl, lover PET at være behjælpelig med vejledning. Men når man henvender sig for at få vejledning, bliver man afvist med den besked, at PET ikke udøver censur! Jeg har faktisk truffet Kafka i PET´s korridorer.
PET er en meget lukket institution og uendelig mere restriktiv end Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Udenrigsministeriet, som også opbevarer mængder af fortroligt materiale.
Dertil kommer, at et stort antal sager, som CFKF har set i PET´s arkiv, nu ifølge PET ikke mere kan ”identificeres”.
Når PET ikke kan finde dokumenterne, kan det heller ikke tage stilling til, om de kan afklassificeres.
Justitsministeriets fodslæb
Når man anker PET´s mange afslag på afklassificering til Justitsministeriet og gør opmærksom på de forsvundne sager, får man efter mange, mange måneders ventetid det svar, at ministeriet ”henholder sig til PET´s afgørelse”. Goddag mand – økseskaft!
Og det finder et underdanigt Folketing sig lydigt i.
Bent Jensen er historiker, professor emeritus
Ingen kommentarer:
Send en kommentar