Terrortiltalt søgte efter JP-redaktør
Offentliggjort 26.04.12
kl. 14:44
Computer afslørede billeder, videoer, lydklip og internetsøgninger om krig og terrorisme.
Det viser en gennemgang af indholdet fra hans HP Pavilion-computer, som blev konfiskeret i SZ’s lejlighed i Järfälla umiddelbart efter, at han var blevet anholdt af svensk politi den 29. december 2010.
Anklager Gyrithe Ulrich fremviste således torsdag i Retten i Glostrup, at SZ havde mange billeder, videoer og lydklip gemt, som kan relateres til krig og terrorisme, ligesom han hyppigt søgte efter jihad-relateret materiale på internettet.
Afhuggede hoveder
I retten blev der eksempelvis afspillet en sang fra computeren, hvor den tidligere Al Qaida-leder Osama bin Laden taler om Muhammedtegningerne, mens en mandlig sanger synger på arabisk om, at de vantro skal hugges, og at de vantro er dyr, som spiser deres egne ekskrementer.Der blev også vist en video med jihadkrigere, der sprænger bomber og skyder med store skydevåben, mens man også ved flere lejligheder så militærpersoner ligge døde på jorden i store blodpøle med deres hoveder hugget af.
Derudover havde SZ et stort lager med billeder af våben og våbenudstyr, ligesom han hyppigt kiggede på våbenannoncer.
Læste om JP-attentatplaner
Endelig var der også ved flere lejligheder søgt efter hjemmesider på internettet med relationer til Morgenavisen Jyllands-Posten.Eksempelvis var navnet på den tidligere kulturredaktør og nuværende udlandsredaktør på Jyllands-Posten, Flemming Rose, tastet ind i en søgemaskine.
Her fremgik det, at søgningen havde ført SZ til flere artikler om den dømte amerikanske terrorist David Headley og hans terrorplaner mod Jyllands-Posten.
Nægter terrorplaner
SZ og de tre andre tiltalte nægter, at de kort før nytår i 2010 planlagde og skulle til at udføre et terrorattentat mod JP/Politikens Hus i København.De blev alle anholdt den 29. december 2010, og i disse uger føres sagen mod dem ved Retten i Glostrup.
Dagens retsmøde er slut, og i næste uge vil anklagemyndigheden begynde på vidneafhøringer, før sagen skal procederes.
http://jp.dk/indland/krimi/article2761341.ece
Ingen kommentarer:
Send en kommentar