Det er ikke spor behageligt for normalt følsomme, at se disse billeder fra mordstedet på Hisingen i Gøteborg i september sidste år, og de er da heller ikke fra mainstream pressens behagesyge kræmmere. Nogen ved Gøteborgs Politi har sluppet dem ud af bagdøren netop som det trækker sammen til en dom over ethioperen Ephrem Tadele Yohannes. Spørgsmålet er, om det er nødvendigt at se dem. Ved ikke at vise dem, skåner man ikke blot Elin Krantz´ efterladte, men også svensk presse og svenske politikere. Det er afvejningen.
Der var andre unge svenske piger, der led en lignende “globaliseret” død eller svære skader i 2010 og i årtierne før, fortjener de ikke at forbrydelserne imod dem eksponeres ? Jeg er overhovedet ikke indstillet på at nedtone ubehageligheder for svenske journalister og politikere, deres helt håndgribelige medansvar skal udstilles i detaljer, oprørende hændelser skal oprøre. Svenske mediers kliniske behandling af denne slags tragedier, er ikke beregnet på at publikum skal opfatte den fulde alvor. Det skal ikke ind under huden på os, fortrængningen er dens formål: Vi skal holde på “the stiff upper lip” og få det overstået og glemt i en fart, så vi kan komme videre i harmoni. Hun var kun 22 år, hun fik stjålet det meste af sit liv, hun er død, nu er det for sent at græde.
Det er ikke for sent at græde, det er ikke for sent at påpege at der er altid nogen der har et direkte ansvar og andre der har et indirekte eller moralsk. Ingen der lever og handler, er ansvarsfrie, dét skal påpeges, selvom disse samfundsstøtter kommer til at gå i graven uden nogensinde at blive bare mildt bebrejdet deres medejerskab til forbrydelser imod dem, de var sat til at tjene. De distancerer sig endda sprogligt fra kritik, det ligger i ordet “främligsfientlighet”. De tager helt fejl. Enhver fjendtlighed, der måtte forekomme, er rettet der hvor den hører hjemme: Mod dem selv – og de ved det inden under deres krysteragtige over-jeg. Mod deres uvidenhed, ligegyldighed, karrierefiksering, uansvarlighed og deres fejge mangel på civilcourage.
At have ansvar bør ideelt set kunne medføre, at man bliver draget til ansvar. I Holland anlagde to homoseksuelle sag imod byrådet i Utrecht for svie, tort og økonomiske tab påført dem af unge marokkanere, der ikke tolerer bøsser i deres nærhed. Regeringsdeltagende svenske partier har påført deres befolkning en lavintensiv krig med mange hundredetusinde voldsofre og ikke så få tusinde dødsofre efterhånden. Man ville gerne kende det nøjagtige tal. Dette har de gjort uden at spørge befolkningen, for de vidste de aldrig ville få et “ja”. (Enhver Gallup mellem 1983 og 2001 viste flertal imod den fremmedpolitik, skiftende regeringer førte i Danmark.)
Denne befolkning burde derfor overveje at føre krigen tilbage i de ansvarliges lejr, en juridisk krig naturligvis. Jeg ville gerne se svenske pårørende stævne ledende repræsentanter for disse partier, hvem der så måtte orke det psykisk. Det kunne være interessant at få afklaret, om denne og tidligere Riksdage er juridiske forbrydere, eller bare moralske. Når det er overstået, kunne man granske journalisterne. Gerne alle 18.000 for min skyld, men især de værste løgnhalse og luderkarle i avisernes ledelser. Deres strålende og velbetalte karrierer er bygget på andres lidelser, de er købt og betalt til at smøre sukker på et historisk forrædderi. De burde prøves ved en domstol for meddelagtighed.
Derfor blogges dette efter nogle timers overvejelse, andre kunne have valgt anderledes, måske kunne jeg også. Men man skal huske: Én eller flere ansatte i Gøteborgs Politi har lækket disse billeder, de har haft haft tanker med det og tænkt sig grundigt om inden. De har ment, de skulle ses. De har villet, at Elin skulle vidne imod de ansvarlige fra sin død, de har villet påføre meningsløsheden en slags mening. De fleste kan jo nok indse, at udyret Ephrem Tadele Yohannes ikke er den eneste ophavsmand til denne tragedie. Elins voldsomme død steg ikke ned fra himlen, den steg ind fra gaden i sporvogn linje 5 i Gøteborg. Det gjorde den fordi konkrete mennesker havde besluttet, at morderen – der allerede var groft kriminel i USA – skulle befinde sig i Gøteborg. Det er afskum som Ephrem Tadele Yohannes og dem der har instrumentaliseret ham, der kan påføre Sverige udbredt, voldelig selvtægt udover den, de allerede har installeret. – Mordstedet i Gøteborg via amerikansk side, for robuste nerver. Andre frarådes. Via Uriasposten Mordet på Elin Krantz. – Læs eller genlæs Marcus Birros klumme om mordet: “Vi är utsatta för terror i vårt eget land.”
Desværre er der intet som helst, der tyder på at de kommende år ikke vil bringe flere og flere ofre. Forrest i ødelæggelsen af landet går af alle – kvinderne i feministisk initiativ. De har ikke forstået noget som helst af den verden, de lever i. Elins skæbne eksisterer kun, som noget der skal fortrænges eller bortforklares. Den bringer rod i regnskabet. Kvinder (ikke alle) har det til fælles med kristelige (ikke alle), at de er gode til at skabe udholdelige samfund, men ude af stand til at forsvare dem. Desværre kan de slet ikke holde op, når de har gjort det. De er parat til at forære hele møllen væk: Feministiskt initiativ vill införa allmän flykting amnesti och ge papperslösa kvinnor rätt till skydd. Hvis Sverige helt imod forventning overhovedet eksisterer som nationalstat om 100 år, ja, bare i 2050, vil det være en tom skal hvor indbyggerne ikke har andet til fælles end et pas, en møntfod og deres indbyrdes had. De har antagelig allerede i dag drevet deres sag hinsides “the point of no return.” Det var ikke deres mening, at nedkalde en katastrofe. Det var en upåagtet bieffekt i godhedsprocessen. Nogle gange ønsker man sig en ægte skurk fremfor en garde af amatørhelgener. Hvem der volder mest skade, står åbent.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar