De skadelige integrationsmyter
Mens indvandrerkriminalitet, muslimske parallelsamfund og islamisk ekstremisme får stadigt større negativ indflydelse på samfundet, hænger kommunernes indsats på området nemlig fast i en række myter om indvandrerkriminalitet, ekstremisme og den sociale indsats på området.
- Den første myte er, at der ikke er forskel på indvandrere. Men selvfølgelig er der det: Mennesker fra forskellige kulturer har brug for forskellige former for støtte, når de er i problemer. Der er verdner til forskel på, hvad f.eks. en japaner, en somalier og en amerikaner har brug for, hvis de har det svært eller laver problemer. Vi er nødt til at udvise kulturel følsomhed overfor de kulturelle forskelle, vores indvandrere kommer med.
Mine egne terapeutiske erfaringer med unge muslimer er, at de har ekstremt svært ved at forstå traditionel dansk pædagogik og behandling. Danske unge er i langt højere grad opdraget til at "snakke om tingene" og reflektere over, hvordan man har det indeni. Muslimer er derimod vokset op i en kultur med tydelige ydre autoriteter (primært fædre, traditioner og islam), hvor hammeren falder hårdt og første gang, man bryder med familiens forventninger. De er opvokset i faste rammer, og dansk pædagog-snik-snak kommer til kort over for denne målgruppe.
- Den anden myte er, at indvandrerkriminalitet skyldes sociale problemer, og at indvandreres kulturelle baggrund ikke spiller nogen rolle i denne sammenhæng. Heller ikke her stemmer fordommene overens med virkeligheden: Konklusionen på hundredvis af psykologiske samtaler med muslimske indvandrere er, at den muslimske kultur har en meget høj accept af aggression.
Mens et ukontrolleret vredesudbrud er den hurtigste måde at tabe ansigt på i den danske kultur, forholder det sig omvendt i den muslimske kultur. Villigheden til at hævne sig anses i den muslimske kultur som et tegn på styrke, og vrede er klart mere socialt accepteret i muslimske kredse. Aggressiv adfærd er her et socialt redskab, som man bruger til at opnå respekt (ikke kun frygt) og status med.
Palæstinenseres dramatiske og destruktive måde at vise deres frustration over situationen i Gaza, imamers opfordringer til "hellig vrede", familiehenrettelser (såkaldte æresdrab) og voldelige demonstrationer over Muhammed-tegningerne er alt sammen eksempler på, at man i den muslimske kultur ser aggressive former for adfærd som en socialt accepteret måde at udtrykke sig på.
Det faktum, at muslimske indvandrere og efterkommere begår to til tre gange så meget voldskriminalitet som etniske danskere, er også delvist et udslag af denne faktor. Så jo: Indvandreres kultur er en vigtig medspiller, når det drejer sig om indvandrerkriminalitet.
- Den tredje myte er, at religiøs ekstremisme kun findes i snævre kredse. Her tager man grueligt fejl. Næsten samtlige af de muslimer, jeg har haft i terapi, tager deres religiøse ophav ganske alvorligt. På trods af, at størstedelen af dem ikke følger Koranens bud, er deres muslimske identitet overordentlig stærk. Muhammed-tegningerne, forsøget på at indføre mere demokrati i den muslimske verden og myndighedernes pres på indvandreres integration i det danske samfund har skabt en stærk følelse af opposition til vestlige værdier.
Især rodløse unge muslimer føler sig tiltrukket af de ekstremistiske miljøer, fordi de tilbyder en følelse af at være betydningsfuld og at have et mål med både livet og døden, som intet socialt projekt kan hamle op med. Desuden er religiøsitet kilde til status i muslimske kredse - og meget religiøsitet giver meget status. Dedikeret religiøs praksis og evnen til at fremlægge konspirationsteorier om Vestens skyld i de miserable forhold i deres muslimske hjemlande er en effektiv kilde til social anerkendelse i det muslimske miljø. Disse erfaringer fra mit arbejde i det muslimske miljø stemmer fuldt overens med lignende undersøgelser i udlandet: 32 pct. af muslimske universitetsstuderende i England mener, at drab i religionens navn er helt i orden, og 54 pct. af de franske muslimer mener, at sharialovene skal indføres i hele verden. I Tyskland føler kun 12 pct. af landets muslimer sig som "tyskere", og hele 6 pct. kategoriseres som "ekstremt radikale" med en "meget høj accept af religiøs og politisk vold". 6 pct. lyder måske ikke af meget, men overfører vi det til de anslåede 220.000 muslimer i Danmark, hvilket er helt rimeligt, svarer det faktisk til 13.600 islamiske ekstremister her i landet.
- Den fjerde myte er, at kulturelle og religiøse faktorer ikke har betydning for indvandrernes ofte dårlige sociale og økonomiske situation. Teorien har været, at indvandrere grundet faktorer, de ikke selv har indflydelse på, er fattige, og at det er denne fattigdom, som er årsag til asocial adfærd. Sammenhængen mellem fattigdom og sociale problemer står fast, men tingene er slet ikke så sort-hvide, som f.eks. hovedstadens socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) påstår. For hvad kommer først: Hønen eller ægget? Får man sociale problemer af at være fattig, eller bliver man fattig af at lave sociale problemer?
Som JP kunne berette 19/12 sidste år, så optager indvandrere og efterkommere fra muslimske lande de otte øverste pladser på listen over kriminelles oprindelseslande - efter man har taget højde for alder og socioøkonomiske faktorer. Tal som disse stiller Warming og hans ligesindede til skamme.
Men hvad er det ved den muslimske kultur, der gør, at mennesker med denne baggrund klarer sig så dårligt økonomisk? Efter hundredvis af psykologsamtaler med muslimer om livet i deres familier her i Danmark er det blevet klart, at den vigtigste årsag til fattigdom i disse kredse er, at man ikke vægter uddannelse højt nok.
Indvandrerforældre kunne støtte deres børns skolegang og videre uddannelse langt mere aktivt. Desuden er det både min egen og mange kollegers erfaring, at muslimske indvandrerbørns ovennævnte manglende forståelse for dansk pædagogik på skoler og uddannelser også er en alvorlig hindring for deres videre karriere. Resultatet er desværre, at 64 pct. af børn med arabisk baggrund ikke kan læse og skrive efter endt dansk folkeskole, og at en tredjedel aldrig får en uddannelse. I et videnssamfund som det danske, hvor uddannelse er forudsætningen for velbetalt arbejde, bliver økonomien hurtigt stram, hvis man ikke tager sin egen og sine børns faglige udvikling alvorligt. Det faktum, at op mod hver fjerde muslimske efterkommer mellem 20-29 år plettede sin straffeattest sidste år, gør ikke jobmulighederne bedre. Laver man sociale problemer, og tilpasser man ikke sig selv og sine børn til samfundets sociale krav, bliver man fattig. Ikke omvendt.
De mange integrationsmyter er desværre en alvorlig hindring for det sociale arbejde på området. Når andelen af personer med muslimsk baggrund udgør 70 pct. af de indsatte på Københavns sikrede institution Sønderbro, LO advarer om, at indvandrerghettoer "knopskyder", og Nationalbanken er kommet frem til, at ikke-vestlige indvandrere koster 23 mia. kr. årligt, er det ikke for meget at kalde integrationsproblemerne for en tikkende bombe under vores velfærdssamfund.
En del af løsningen er at få mere viden på området: Godt socialarbejde hviler på tilstrækkelig information. Vi har brug for konkret forskning i de forskellige indvandrergruppers holdninger til bl.a. ekstremisme, demokrati, integration, uddannelse og arbejdsmarkedet. Mine egne erfaringer fra flere hundrede terapisamtaler er desværre, at vi har en stor gruppe af indvandrere, som ikke ønsker at integrere sig og generelt er modstander af demokratiske og humanistiske værdier.
Slagsmålet om, hvorfor integrationen gik galt, er allerede i gang. Både påstanden om, at staten giver for få midler til indsatsen og påstanden om, at kommunerne ikke formår at bruge pengene rigtigt, er - påstande. Efter en årrække bag kulisserne i landets største socialforvaltning er jeg overbevidst tilhænger af sidstnævnte: Det er vores kommunalpolitikere, som har ansvaret at udforme den konkrete indsats på integrationsområdet ude i landet.
Politikken i en række af landets kommuner har været at give støtte og chancer, imens man har ladet politiet og retssystemet om at sætte grænser og konsekvenser. Denne arbejdsfordeling kunne med rette være mere lige.
Nicolai Sennels er forfatter til bogen "Blandt kriminelle muslimer. En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune.", der var medvirkende til, at han måtte forlade sin stilling i Københavns Kommune.
http://jp.dk/opinion/kronik/article1619672.ece?page=1
Ingen kommentarer:
Send en kommentar