Pia Kjærsgaard er så ubetinget den mest modige politiker vi har haft siden Christmas Møller. Fra hun trådte ud af Mogens Glistrups skygge har hun formået at samle politiske hjemløse og frustrerede brushoveder i et stærkt top-styret parti, der har sikret regeringsflertal i et årti. Hun har været garanten for regeringens socialdemokratiske islæt, og hun har uanset, at hun ingen offentlig tak har fået, personligt sikret en lang række sociale tiltag, som den borgerlige regering ellers ville have nedlagt. Således er det Dansk Folkeparti, der år efter år, har sikret, at Reden og Reden-stop-kvindehandel har været på Finansloven, selvom regeringen gang på gang har forsøgt at strege tilskuddet. Jeg har i mange sammenhænge konstateret, at DF har hjulpet, hvor man politisk tilhører rød blok. De pågældende steder har uden undtagelse haft svært ved at stå ved, at man overlever på DF-hjælp. Det skulle nødig hedde sig, at man har noget at være Dansk Folkeparti taknemlig for. Men det har man. Det har vi alle.
Det blev endnu engang tydelig, da Pia Kjærsgaard udviste stort politiske mod ved at indgå i efterlønsaftalen, selvom det har været en politisk mærkesag at frede efterlønnen. Politik er holdninger – og pragmatisme. Danmark modtager i disse uger ros, selv fra den kritiske økonomiske EU-rapport, for at vi har stækket efterlønnen. Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden at DF var gået med. Ingen af de andre partier i efterlønsforliget har givet så meget. Samtidig har DF formået at få indført grænsekontrol, så vi i lighed med svenskerne Shengen-samarbejde eller ej, kan værne os mod smuglervarer.
Det er godt gået Fru Kjærsgaard. Lad dem træde som de vil i Venedig og klappe hinanden hjem med deres Robert-priser, sådan gør folk, der kun tør le i flok. Eneren har til alle tider måtte tåle pøblens idioti.
http://kathrine.blogs.berlingske.dk/2011/06/07/pia-kj%C3%A6rsgaard-under-fod/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar