Arierbegrebet - ikke nogen tysk opfindelse !

Arierbegrebet og den tyske nazisme

Af Ole Kreiberg
Ideen om en arisk race er bestemt ikke nazisternes ide. Den blev allerede fremsat i midten af 1800-tallet af den franske forfatter og diplomat, Arthur de Gobineau, i hans fire-bindsværk, Afhandling om Menneskeracernes Ulighed. Dette værk blev hurtigt meget populært blandt de tyske nationalromantikere, som gjorde dets lære til en del af den tyske nationalismes grundlag. Det var imidlertid først med den engelsk-tyske filosof Houston Stewart Chamberlains værk, Fundamentet for det 19. Århundrede, der udkom i 1899, at arierbegrebet fik den drejning, som normalt forbindes med den tyske nazisme.
Ordet arier stammer fra Sanskrit og betyder ædel og nævnes første gang i forbindelse med det centralasiatiske folk, der ca. år 1700 før Kristus erobrede det nordvestlige Indien. Den oldindiske civilisation blev ligesom den oldpersiske skabt af indoeuropæiske hvide erobrere, der kaldte sig selv ariere (sanskrit: aryas). Kastesystemet i Indien blev senere grundlagt blandt andet for at undgå, at arierne blev blandet biologisk op med den oprindelige farvede flertalsbefolkning. På Sanskrit betyder ordet for kaste (varna) også farve. I indiske skrifter (af Patanjali) fra så sent som århundrederne omkring Kristi fødsel beskrives den højeste kaste, d.v.s. braminkasten, som havende gyldenbrunt hår, og i andre gamle skrifter (sastras) beskrives braminernes hudfarve som hvid.
Den oldindiske (ariske) civilisation øvede stor indflydelse på resten af Asien. F.eks er de berømte templer, Angor Vat i Cambodja og Borubudur på Java bygget efter indisk forbillede. I forbindelse med indførslen af Buddhismen i Kina fulgte en meget kraftig og dybtgående indisk kulturpåvirkning. Buddhismen opstod i Indien og udsprang af den oldindiske (vediske) religion og filosofi ligesom vore dages Hinduisme. Mod vest lærte araberne sammen med en hel masse grundliggende matematik det talsystem, som vi anvender i dag, fra det braminske Indien.
Trods det skarpe indiske kastesystem blev kasterne alligevel mere eller mindre blandet, og resultatet er det kaotiske Indien, som vi kender idag.
Man kan således forstå, at det ikke var nazityskerne, der opfandt arierbegrebet. Det er også vigtigt at fastslå, at der ikke var nogen indvandring til Tyskland fra den tredje verden i 20erne, 30erne og 40erne eller fandtes nogen borgere derfra*. Den tyske nazisme drejede sig da også først og fremmest om at hævde tyskheden ( f.eks. i forholdet til Versaillestraktaten med dens konsekvenser for det tyske folk), hvortil racebegrebet var noget sekundært. Hitler sagde da også adskillige gange, at nationalsocialismen kender kun tyskheden og er ikke beregnet på eksport. Selv fjendtligheden mod jøderne synes primært at have sin rod i klassisk antisemitisme med påstanden om en hemmelig jødisk verdenssammensværgelse, hvor det racemæssige synes at spille en mere uklar rolle. Interessant er det også, at Nazitysklands bedste venner og allierede var Italien, Japan, Ungarn, Rumænien, Slovakiet og Finland, som alle på nær Japan sendte betydelige hærstyrker til østfronten for at kæmpe på tysk side. Hvis felttoget mod Sovjetunionen virkelig som hovedformål skulle have haft tysk ekspansion (Lebensraum), er det svært at forstå, hvilken interesse disse lande skulle have haft i at deltage på tysk side. I Waffen-SS var iøvrigt op mod halvdelen af soldaterne ved slutningen af krigen udlændinge. Der var f.eks. SS-division Galicien, der bestod af ukrainere samt SS-division Handschar, der bestod af bosniske muslimer. Waffen-SS var således Tysklands første multikulturelle hærstyrke og til dato den mest kosmopolitiske. Derudover var der i den regulære tyske hær en indisk legion, der bestod af 4000 frivillige indere samt et arabisk korps kaldet Freies Arabien. Spanien sendte til Østfronten Azul-divisionen, som blandt andet bestod af General Francos marrokanske elitetropper, som havde været med til at hjælpe det fascistiske styre til magten i Spanien. Konklusionen er derfor, at felttoget mod Sovjetunionen først og fremmest var et ideologisk korstog mod kommunismen. I nazistisk sprogbrug kaldtes kommunismen den "jødiske bolsjevisme", idet man mente, at jøderne var bagmændene til kommunismen. Derfor var det ifølge nazisterne nødvendigt at slå særligt hårdt ned på jøderne, da man regnede kommunismen for den største fare mod Tyskland og menneskeheden.

      

Ovenstående billede er af bosniske muslimske SS-soldater i deres særlige Handschar muslimske uniformer. Læg mærke til SS dødningehovedet på deres fez. Rune SS-tegnet på uniformskraven er erstattet af et hagekors og det muslimske sværdtegn. Her er det interessant at lægge mærke til, at SS, i modsætning til mange nutidige danske arbejdsgivere, accepterede muslimsk hovedbeklædning. De muslimske SS-soldater fik også mad uden svinekød og bad deres bønner ifølge de islamiske forskrifter, hvis krigsforholdene tillod det.

Ovenstående billede viser den arabiske stormufti af Jerusalem, der inspicerer muslimske SS-soldater. Stormuftien var blevet tildelt politisk asyl i Nazi-Tyskland, fordi han blev forfulgt af den engelske administration i Palæstina. Dette viser, at der alligevel fandtes politiske flygtninge fra den tredje verden i Nazi-Tyskland, men disse var dog imidlertid alle godkendte af det nazistiske styre.*Det bør dog også tilføjes, at Nazityskland i 1937 indførte gæstearbejdersystemet. De første gæstearbejdere var italienere. Senere fulgte også andre nationaliteter, blandt andet danskere. Det var først efter omfattende allierede luftbombardementer af civilbefolkningen i de tyske storbyer, som fik en stor del af gæstearbejderne til at rejse hjem, at der blev indført udenlandske tvangsarbejdere.
 
Den ukrainske general Pavlo Shandruk, som var øverstkommanderende i den ukrainske SS-division, Galizien.


Den spanske general A. Munoz Grandes, som var øverstkommanderende i Azul-divisionen.


Indiske frivillige i den nazi-tyske hær.


Det ovenstående billede er af den kinesiske nationalistleder Chiang Kai Sheks søn, Chiang Wei Guo, der fik sin militære uddannelse i Nazi-Tyskland.
  
Soldater fra Freies Arabien, som kæmpede som frivillige på tysk side i Hitlers såkaldte "racekrig". Freies Arabien indgik som en integreret del af den tyske besættelsesmagt i Grækenland. I sit politiske testamente skriver Hitler blandt andet:" Vor racemæssige stolthed er ikke aggressiv, sålænge det ikke drejer sig om jøderne".