Den svenske oikofobi
En ny national selvbevidsthed er omsider ved at dukke frem i det mærkelige land Sverige. Man aner konturerne med Sverigedemokraternes markante fremgang og udsigt til en plads i parlamentet.Det slår mig dog altid, hvordan den svenske offentlighed reagerer med larmende forskrækkelse, når der fremkommer synspunkter, man i Danmark diskuterer åbent. Det gælder f.eks. behovet for en national identitet og en kritisk tilgang til indvandring og multikulturalisme.
Tag nu den dydsirede moralisme og sarte forskrækkelse, der lyser ud den svenske journalistpige, der for nylig lavede en dokumentar om Danmark og Dansk Folkeparti. Det er ikke at tage munden for fuld at sige, at nationale holdninger skandaliseres i broderlandet.
Vel ingen andre steder end i Sverige er “forkastelsens kultur”, altså tendensen til at rakke ned på sit eget nationale og kulturelle ophav, så markant blandt eliten. Den engelske filosof Roger Scruton har kaldt fænomenet “oikofobi”, og nu er Sverigedemokraterne også begyndt at bruge udtrykket, hvilket den pæne danske avis Politiken også harmes over.
Det manglede bare: Der er tårnhøje bunker af vidnesbyrd om denne “ned med os”-oikofobi i Sverige. Modtageren af Sonningprisen, den tyske forfatter Hans-Magnus Enzensberger, har tilsvarende skrevet fremragende om den svenske folkesjæl i bogen “Åh Europa” (1987). Mere om ham i et kommende indlæg.
Xenofobi og oikofobi
Jeg har allerede for en del år siden skrevet om oikofobi og fundet, at den dukker op på et tidspunkt, hvor nationen og nationalstaten forekommer under pres, fordi den nationale loyalitet hyppigt anses for at være forældet. Men det skyldes ikke mindst, at national loyalitet bliver stemplet som noget meget negativt.
National loyalitet opstår angiveligt som en frygt for det fremmede, som xenofobi, der kommer af de græske ord “xeno”, der står for fremmed, og “fobi”, der står for frygt.
Xenofobi har vi fået tudet ørerne fulde af i mange år. Men det er den modsatte tendens, der er fremherskende i de vesteuropæiske lande. Nemlig frygten for det hjemlige. Roger Scruton kalder det altså oikofobi, som er en art sproglig nydannelse, der kommer af det græske ord “oikos”, der betyder hjem.
Oikofobi giver sig udslag i en forkastelse af arv og hjem, i en stillingtagen til fordel for “dem” imod “os”. Det vil sige i en afvisning af vores distinkte nationale kultur og institutioner.
Nationalisme
Oikofobi trives hos elitære, politisk korrekte meningsdannere i de vestlige offentligheder og altså især i Sverige. Formanden (den tidligere red.) for det svenske Socialdemokrati, Mona Sahlin, kandiderer til at tage prisen.
Oikofober reducerer ofte den nationale loyalitet til en vestlig konstruktion, der benyttes til at undertrykke alle ikke-vestlige kulturer. Det nationale identificeres derfor som ideologisk nationalisme, som en forhærdet chauvinisme, fjendtlighed og imperialisme.
Men nationalisme er, skriver Scruton i “Nationernes nødvendighed” (2004), den patologiske afart af national loyalitet. At fordømme det nationale svarer til at fordømme kærligheden, fordi den i ekstreme tilfælde leder til jalousimord.
En nation er netop ikke konstrueret af magthavere ud fra en vilkårlig beslutning om at ville dominere afvigende kulturer. En nation er snarere et spontant biprodukt af et langt socialt samliv mellem forskellige mennesker, der er bundet sammen af fælles historie, sprog og kultur.
Kronisk pubertetsoprør
Derimod opstår oikofobi i mennesker, hvor det pubertære oprør mod hjemmets autoritet er blevet kronisk.
Oikofobernes oprør mod deres eget hjem - nationen - har efterhånden vokset sig til et kulturelt selvhad. Og revolten mod dens eget kulturelle ophav er blevet elitens nye ortodoksi, der tjener til at udslette almindelige borgeres tilknytning til deres hjemland.
Dette forklarer også, hvorfor især venstreradikale oikofober i historiens løb villigt har allieret sig med fjendtlige kræfter, som det f.eks. skete for kommunister under den kolde krig.
Oikofobi viste sig igen efter den 11. september 2001, hvor flere vestlige intellektuelle udtrykte deres lettelse over terrorangrebet på Vesten. Med forfatteren Jørgen Knudsen som en værdig - eller uværdig - hjemlig repræsentant.
Forskruet arv fra Oplysningen
Scruton skriver også i bogen “The West and the Rest” (2002) om denne “forkastelsens kultur”, der baserer sig på en “ned med os”-mentalitet.
Han kritiserer her forkastelsens kultur, oikofobien, som en udløber af oplysningstidens abstrakte humanisme og universalisme. Den afviser den partikulære kulturelle arv, der definerer os i de vestlige nationer som noget forskelligt fra resten, “the Rest”. Den kollektive identitetsdannelse, “os” over for “dem”, er for Scruton imidlertid en helt naturlig sondring og basis for den nationale loyalitet, vi har nydt godt af i generationer.
Det er denne form for loyalitet, der nu søges nedbrudt. Oikofoberne søger ihærdigt at dæmonisere menneskers partikulære tilknytninger, altså de tilknytninger til en særlig kultur, som bærer ethvert stabilt socialt fællesskab.
Dermed truer oikofoberne med at kaste nationalstaten ud i en legitimitetskrise. For når folk berøves den naturlige forbindelse til nationen, bliver kun den voldelige adgang mulig. Siden Murens fald er den ekstreme nationalisme følgelig blusset op i mange vestlige lande. Især i Tyskland, hvor oikofoberne af historiske grunde står stærkt.
Og det gør oikofoberne også og ikke mindst i Sverige, der endda officielt er et multikulturelt land, hvor man ikke tør stå ved sin nationale egenart. Får vi en fredelig parlamentarisk repræsentation eller en voldelig konflikt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar