tirsdag den 5. juni 2012

EF-Domstolen har jo for længst vedtaget, at national lovgivning skal vige for EU-lovgivning, hvis der er uoverensstemmelser. Vi er på vej til at miste et folkeligt forankret demokrati.

Grundloven er under afvikling


Opslag til denne artikel

Emneord:EU-lovgivning, Grundloven
Organisationer:EF-Domstolen, EU, Folketinget, WTO
Den danske grundlov, der bygger på folkestyre, udfases gradvist til fordel for en EU-lovgivning, der bygger på centralisme.
Det er et stort demokratisk problem, at grundloven gradvist afvikles, fordi både danske og andre europæiske borgere i stigende omfang føler, at man kun inden for nationalstatens rammer kan bevare demokratiet. Det er kun her, man kan stemme på lovgiverne og stemme dem ud igen, hvis folket ønsker anderledes love.
Den danske grundlov giver ikke Folketinget mulighed for at delegere lovgivende myndighed til administrative organer. Men i EU-regi går dette udmærket – i nogle tilfælde er det nærmest normen.
Retslige beføjelser kan for eksempel være placeret i en selvstændig komité vedrørende veterinære krav til produkter, som sælges på det europæiske marked. Beføjelser kan også placeres helt uden for EU som WTO eller WHO eller sågar hos private firmaer.
Grundloven bygger på den klare adskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Denne adskillelse eksisterer ikke i EU-lovgivningen. I dag er 62 procent af lovgivning relateret til retsakter fra EU. Den danske regering kan udforme bekendtgørelser og cirkulærer efter bemyndigelse i en vedtaget lov.

Gradvis udfasning

Men alle love fremsat af Folketinget kan ændres af et simpelt flertal. I EU kan forordninger og direktiver ikke laves om af vælgerne eller vælgernes repræsentanter, de kan kun laves om, hvis et flertal i Kommissionen foreslår en ændring. Og Kommissionens medlemmer er embedsmænd uden folkeligt mandat.
Denne gradvise udfasning af den danske grundlov er opstået, fordi skiftende regeringer har gjort paragraf 20 til en gummiparagraf. Sådan har den aldrig været tænkt, og når den fortolkes sådan, er der tale om vinkelskriveri og mangel på ansvarlighed.
Tidligere MEP Jens-Peter Bonde har udtalt, at vor grundlov gælder for Færøerne og Grønland, mens den for os i Syddanmark er en undtagelsesbestemmelse, som træder i kraft i det omfang, vi ikke er dækket ind af forordninger, direktiver og andre retsakter fra EU.
EF-Domstolen har jo for længst vedtaget, at national lovgivning skal vige for EU-lovgivning, hvis der er uoverensstemmelser. Vi er på vej til at miste et folkeligt forankret demokrati.

http://www.information.dk/302633

Ingen kommentarer:

Send en kommentar