mandag den 4. april 2011

I skal være som os

Danskeres holdning til udlændinge

I skal være som os

Gallup-måling: Et stort flertal af danskerne mener, at udlændinge i Danmark overvejende skal leve efter danske normer. Det multikulturelle er på tilbagetog, mener ekspert.
Udlændinge i Danmark skal ikke leve efter deres hjemlands normer, mener et stort flertal af danskerne. I en meningsmåling fra TNS Gallup, foretaget for Berlingske, svarer 20 procent, at udlændinge i Danmark skal leve helt efter danske normer, mens langt hovedparten – 72 procent af danskerne – mener, at udlændinge 'overvejende' skal leve efter danske normer.
Meningsmålingen kommer, efter at integrationsminister Søren Pind (V) har afvist tanken om et multikulturelt samfund. Ifølge Kasper Støvring, der forsker i kulturkonflikter på Syddansk Universitet, harmonerer meningsmålingen med danskernes holdning over tid.

Et homogent folk

- Historisk set har vi altid været et kulturelt homogent folk med en romantisk forestilling om den danske kultur og har skabt en stærk samhørighed på den baggrund, siger Kasper Støvring, der ikke mener, at danskernes skepsis mod andre landes normer i Danmark bunder i race eller afstamning.
- Problemet kommer, når normerne bliver alt for forskellige og kommer på kollisionskurs. Debatten omkring ghettoer og parallelsamfund har uden tvivl fået mange danskere til at erkende problemerne med et multikulturelt samfund. Men det handler selvfølgelig også om personlige erfaringer, siger Kasper Støvring.

Pind: Udtryk for realiteter

Søren Pind ser danskernes holdning som 'et udtryk for realiteter'.
- Når man kommer til Danmark, kommer man selvfølgelig til Danmark for at blive dansk, og det skal ord i øvrigt ikke stå i vejen for, siger ministeren med henvisning til ordet assimilation, som han selv lancerede i debatten for nylig.
- Jeg mener blot som 92 procent af danskerne, at udlændinge skal leve efter de danske normer, der kendetegner det danske folkestyre, siger han.
Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, erklærer sig helt enig med danskerne i, at udlændinge skal leve efter danske normer. Men, tilføjer han, 'derfor behøver vi ikke ligne hinanden allesammen'. Han finder det helt naturligt, at danskerne kræver opbakning til vores normer:

Problemer er fælles gods

- Danskerne oplever bandekriminalitet, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og parallelsamfund i ghettoerne. Der skal virkelig gøres noget alvorligt ved de problemer, siger han.
Hvorfor gjorde I ikke noget ved problemerne for ti år siden, da I sad i regering?
- Det er rigtigt, at problemerne er fælles gods, og regeringen har jævnligt forsøgt at gøre noget ved ghettoproblemerne ved at revidere ghettoplanerne. Men det er ikke nok, der skal gøres mere, også på uddannelsesfronten, siger Henrik Dam Kristensen.
http://www.bt.dk/politik/i-skal-vaere-som-os

Ingen kommentarer:

Send en kommentar