 |
| Islams mangel på moral forhindrer ikke muslimske "lærde" i at forklare andre hvad de skal gøre ! |
Hvordan opdrager du dit barn?
Indledning
Vi har i årevis vænnet os til globale spørgsmål. I dag sætter vi fokus på de små. Oplægget i aften handler om børneopdragelse.
 |
| Tre skønne piger - myrdet af deres fædre fordi de var for vestlige ! |
Hvad angår ulve, så offentliggør den danske regering, Integrationsministerium og Københavns Kommune i sidste år henholdsvis antiradikaliseringsplan, rapporter og notater om, hvordan muslimske børn målrettet bør inddrages i integration, og hvorledes lærer, pædagoger og gadeplansmedarbejdere målrettet bør arbejde med muslimske børn og unge. Ulvene er også ude efter at få moren til at tage et arbejde, en uddannelse eller en hvilken som helst aktivering blot med det formål at få det nyfødte muslimske barn overladt til institutioner.
I øvrigt har ulvene også sat forskere i sving. Næsten alle samfundsvidenskabelige og humanistiske fag -lige fra pædagogik, psykologi, sociologi til historie- har kastet sig over studiet af integration, og der er ligeledes oprettet centre, hvis formål er at forske muslimske børn og unge.
Til trods for nuværende finanskrise, statsgæld, truende bankerot, krigsomkostninger, forringelse af velfærd. Til trods for det fældende bevis, at kommuner udskyder med at tvangsfjerne danske børn, der udsættes for overgreb, hvis omfang ikke er set tidligere i historien.
Til trods for alt dette, så fører kommuner alligevel et skærpet tilsyn overfor muslimske børnefamilier, og der findes endda eksempler på, at de tvangsfjernede muslimske børn bevidst leveres til pasning hos danske plejeforælder. Dette minder os om de udrensninger, der gik ud på at tvangsfjerne børn fra indianer i Amerika eller Aboriginer i Australien. Vi må her opfordre muslimer til at meddele tvangsfjernelser til omverdenen – og ikke at skjule det, som de gør.
Det er ikke en nyhed, at ulve er ude efter vores børn. Ligesom vi også ved, at de aldrig er tilfredse indtil de har fjernet os fra islam, som Allah (swt) siger:
I (al Baqara 2:217)
"وَلاَ يَزَالُونَ يُقٰتِلُونَكُمْ حَتَّى يَرُدُّوكُمْ عَنْ دِينِكُمْ إنِ اسْتَطٰعُوا"
”Og de vil vedblive med at bekæmpe jer indtil de bringer jer væk fra jeres deen (islam)”.
Erkendelse af fejl
Alt om ulve ved vi, men vi må også erkende, at muslimer desværre ikke kan levere den islamiske opdragelse til børn. Vi må erkende, at muslimske hyrder i dag ikke kan opdrage og passe på deres børn. Dette er ikke blot et fænomen, der kan iagttages med muslimer i Danmark, ej heller kun i Vesten, men har derimod ramt hele den islamiske verden i århundrede. Ved afgrunden af Den Osmanniske Khilafah blev millioner af muslimske børn gennem kolonistaternes skoler og institutioner påvirket af vestlig kultur – ikke mindst de muslimske børn, der i det 19. og 20. århundrede studerede i London og Paris. Millioner af muslimske børn fik, og stadig får i dag, vestlige rugemødre med den konsekvens, at den islamiske nation i dag styres af islamfjendtlige regimer, hæmningsløse politikere, materialistiske økonomer og nytteorienterede embedsmænd. Folk, der har samme hudfarve og tunge ligesom os, men tænker og handler ligesom Vesten.
Den vestlige kultur rammer ikke kun muslimsk samfund, herunder i styre-, økonomi- og socialsystem, men rammer faktisk også børneopdragelse - ikke mindst fædre og mødre, der står for opdragelsen.
Observerede fejl
Ud fra observationer fremlægges nu de opdragelsesmæssige fejl, der begås af muslimer her i landet, og for i øvrigt også i Europa. Det skal her bemærkes, at listen af fejl ikke kunne få en ende, og derfor er kun de grundlæggende fejl udvalgt. Det bør også understeges, at der findes grundlæggende fejl, der kan lyde så simple, men desto mindre begås disse fejl alligevel af muslimer. Endeligt skal det også bemærkes, at børneopdragelse ikke er lige til. Børneopdragelse kan aldrig læres alene ved at studere bøger eller at gå på kurser, men det kræver udover studie også erfaringer ved i praksis at passe børn.
Traditionel opdragelse
En grundlæggende fejl, der begås af muslimske forældre er, at de fra deres hjemlande arvede en opdragelse, der går ud på at opfylde barnets materielle behov. Barnet har altså kun ret til mad, tøj og en seng at sove i, så har forældre gjort deres pligt. Ifølge forældrene er det skolen, der skal tage sig af opdragelsen. Sådan er opdragelsen i øvrigt stadig i byer og på landet i de muslimske lande. Denne opdragelsestradition virker forholdsvis efter dens hensigt i deres hjemlande, fordi forældrene og lokalsamfundet har samme traditioner. Lokalsamfundet og forældrene har samme farve.
Da disse muslimer siden 1970érne flyttede til Europa, så udførte de den samme traditionelle opdragelse, som i deres hjemlande, hvilket er at give børn mad og tøj, og så overlade omgivelserne til at tage sig af opdragelsen. Da omgiverne i dette tilfælde er københavnske gader og stræder, de danske skoler og institutioner, så førte det -som vi ser i dag- at børnene i bedste fald bliver påvirket af vestlig kultur, og i værste fald får ødelagt deres liv i kriminalitet og euforiserende stoffer.
Dette har også ført til skader i form af, at muslimske børn kender til fodboldspillere og sangere, men kender ikke til sahaba og klassiske ’ulama. Kender til vestlig kultur, men ikke islam.
Hjemmet
En grundlæggende fejl er også, at fædre antager, at pligten med opdragelsen påhviler konen derhjemme. Fædrenes pligt er ikke børn, men derimod at tage sig af da’wa, arbejde, rejser og forretning.
Grænser
En grundlæggende fejl er, at muslimske forældre ikke sætter mål, rammer og grænser for deres børn. Det gør de danske forældre endda. Til trods for, at danske forældre går indenfor individets frihed, så starter de aldrig deres opdragelse ved at overlade denne frihed til deres børn. Selvom danske forældres opdragelse og mål er forkerte, så sætter de faktisk grænser for, hvornår deres børn skal sove, lave lektie og lege, og i takt med, at deres børn vokser, så begynder danske forældre at give børnene friere rammer. Muslimske forældre derimod kan finde på at overlade børnene til sig selv, og først begynde med at sætte grænser, forbud og haram, når det er forsent, og børnene er blevet til unge mænd og kvinder. Omvendt findes der muslimske forældre, der sætter forbud mod alt og alle, og endda uden at give forklaringer.
Sekularisme
En grundlæggende fejl er også -og denne fejl er helt afgørende- at på grund af muslimernes påvirkning af sekulær tankegang er forældre ikke bevidste om, at der overhovedet findes en bestemt islamisk opdragelse. Når det gælder om bøn (salah) er de bevidste om at undersøge islam til bunds, men når det gælder om opdragelse, så undersøger de ikke islam, og antager, at opdragelse blot handler om måder og midler. Så findes der forældre, der anvender en ødelæggende måde ved at overlade børn til sig selv uden at sætte grænser eller mål. Omvendt findes der også de fædre, der anvender en anden ødelæggende måde gennem vold og militær disciplin.
Taget i betragtning, at der i virkeligheden findes en islamisk børneopdragelse, er muslimernes nuværende opdragelse et smerteligt kapitel i den islamiske historie.
Den islamiske opdragelse
Det er så de observerede grundlæggende fejl hos muslimer om opdragelse, og hvad angår løsninger, så vil jeg indledningsvis nævner, at muslimer bør opfatte, at vinder vi i opdragelsen, så vinder vi fremtiden. Taber vi i opdragelsen, så taber vi fremtiden. Opdragelsen har afgørende betydning for den islamiske nations fremtid både i dette liv og i det næste. De nuværende opdragelser skal erstattes med den islamiske opdragelse, der igen ville kunne producere mentale, psykiske og følelsesmæssige stabile islamiske personligheder, som fandtes i årtusind - ikke mindst statsmænd, politikere, mudjtahidin, ’ulama, økonomer, tænkere, forskere, militære og erhvervsmæssige genier. Personligheder som Ibn Hanbal, Mu’tasim, Bukhari, Ibn Tajmija og Salahedin.
Lovgivning om opdragelse
Når det gælder om børneopdragelse, så er der tale om forhold mellem mennesker, og her ved vi alle sammen, at løsninger kræver åbenbaring. I øvrigt kan vi mennesker ud fra handlinger i sig selv ikke sanse, om handlinger er gode eller onde, hvorfor vi mennesker på ingen måde er egnede til lovgivning. Vi kan således ikke hente inspirationer til love fra Rousseaus værk om det romantiske barn, ej heller fra Sofie Rifbjerg eller Skinner, men udelukkende fra åbenbaring.
Ansvarlighed
I åbenbaring har vi den islamiske opdragelse, der placerer ansvaret for børn hos forældre. At opdrage børn til islamiske personligheder, har en så enorm belønning, at vi alle sammen her burde få os en masse børn, men på den anden side ligger der et enormt ansvar med at give hvert eneste barn dens opmærksomhed, dens rettigheder og dens opdragelse. Forsømmer en muslim sit ansvar, vil der være straf i det næste liv.
Den kendte Ibn Qajim (rah) forklarer om ansvarlighed, at en del ulama siger: ”At Allah (swt) vil først spørge faderen om sin søn inden sønnen vil blive spurgt om sin far”. På dommedagen er det således børneopdragelse, der kommer før spørgsmålet om behandling og pleje af forældre.
Bevidstheden om ansvarligheden indebærer, at både faren og moren anser sig selv for at være ansvarlige i børneopdragelse. Det er hverken slægten, skolen, samfundet eller regering – men først og fremmest dig, der har ansvaret for dit barn.
Allah (swt) siger i koran:
al-Tahrim (66:6)
يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا قُوا أَنْفُسَكُمْ وَأَهْلِيكُمْ نَاراً وَقُودُهَا النَّاسُ وَالْحِجَارَةُ
I, der har Iman: Beskyt jer selv og jeres familie fra en ild, hvis brændsel er mennesker og sten.
Her siger ’Ali ibn Talib (r), at ”Beskyt jer selv, og jeres familie” betyder: ”lær jer selv og jeres familie det gode”. Det betyder, at vi skal lære, kultivere og opdrage vores børn om det gode, hvilket er islam. Giv børn den islamiske opdragelse siger verset. Den islamiske opdragelse er således en pligt grundfæstet i dette vers om at beskytte os selv og vores familie.
I en hadith siger sendebudet (sws) også om ansvarlighed:
والرجل راع في أهله وهو مسئول عن رعيته ، والمرأة في بيت زوجها راعية، وهي مسئولة عن رعيتها
”Og manden er en hyrde i sin familie, og han er ansvarlig for dem han hyrder, og kvinden er en hyrde i hendes mands hjem, og hun er ansvarlig for dem hun hyrder”.
Kultivering
Ansvarligheden indebærer således at studere, kultivere og opfatte islam -koran såvel som sunnah-, herunder omkring islamisk opdragelse, for at kunne levere denne opdragelse til sine børn i overensstemmelse med verset:
قُوا أَنْفُسَكُمْ وَأَهْلِيكُمْ
”Beskyt jer selv og jeres familie”.
Hvordan kan en far ellers lære sin søn, når faren ikke selv har lært?
Betroelse
Verset:
قُوا أَنْفُسَكُمْ وَأَهْلِيكُمْ
”Beskyt jer selv og jeres familie”.
leverer også den opfattelse, at barnet er en Amanah – hvilket vil sige en betroelse givet fra Allah (swt) til dig. Som al-Ghazali (rah) siger ”Er barnet en betroelse hos forældre”.
Vi må erkende, at vores børn ikke er vores, men Allahs ejendom. Dit barn er Allahs ejendom, og er blot midlertidigt betroet til dig. En dag afhentes dit barn ved enten, at du eller dit barn går bort. Ved succes opnås paradis, og ved fiasko opnås den straf, som verset omtaler - må Allah (swt) beskytte os fra det. Dette grundlæggende syn på børneopdragelse -at barnet er en midlertidig betroelse- kan få muslimernes ansvarsfølelse overfor deres børn til at stige, og dermed kan vi undgå at observere muslimske forældre overlader børneopdragelsen til gader og skoler.
Forbilleder
I koranen sætter Allah (swt) gentagne gange forbilleder med sendebude og deres følger -kvinder såvel som mænd-, så muslimer kan efterligne deres eksemplariske og heroiske handlinger. Allah (swt) sætter også sendebudet (s) som et forbillede for alle muslimer, idet Allah (swt) siger:
al-Ahzab (33:21)
لَقَدْ كَانَ لَكُمْ فِي رَسُولِ اللَّهِ أُسْوَةٌ حَسَنَةٌ
”I har et godt eksempel i Allahs sendebud”
Når nutidens muslimske forældre ikke sætter forbilleder, som deres børn og unge kan se op til, og efterligne, så opstår der et tomrum, der desværre bliver udfyldt af de danske medier, reklamer og underholdningsbrancher. Ulvene er så bevidste om dette, at de betaler i guld og sølv for at hyre rollemodeller til vores børn.
Her vil jeg gøre opmærksom på, at det ikke er tilstrækkeligt at fortælle et barn om forbilleder fra fortiden. Tværtimod kan barnet i første omgang kun efterligne de forbilleder, som det kan sanse direkte her og nu. Sendebude, sahaba, ’ulama og andre islamiske personligheder er abstrakte, og kan kun opfattes, når barnet har udviklet sig mentalt. Det er således helt naturligt, at barnet i første omgang efterligner sine forældre og omgangskreds. Er forældrene gode og omkredskreds sund, så opnår barnet en positiv udvikling. Er det ikke det, så påvirker det barnet negativt.
Af den grund er det en udfordring hos nutidens forældre, at de selv er islamiske personligheder, der besidder de islamiske karakteristiske træk såsom gudfrygtighed, oprigtighed, retskaffenhed, tålmodighed og retfærdighed.
Børn kan fornemme modsætninger mellem forældrenes ord og handlinger. Hvordan kan sønnen blive modig, når faderen ryster af skræk ved hørelsen af myndigheder? Hvad skulle forhindre datteren i at efterligne den såkaldte moderne kvinde, når hun antager, at islam har isoleret hendes mor til en hjemmegående taber? Forbilleder har en enorm betydning for børnenes praktiske udvikling.
Heldigvis kan børn søge efter andre forbilleder, når de med tiden opdager, at deres forældre er begrænsede, men desværre findes der børn, der vælger et forbillede om den moderne mand eller den moderne kvinde i stedet for at vælge islamiske personligheder.
Straf og hårdhed
Der er desværre sket en misforståelse blandt en del muslimske forældre om at slå sit barn. En del forældre har endda udledt en filosofi om, at barnet er født vild, og bør tæmmes med vold. Vold mod børn har desværre ført til, at danske kommuner -som gribbe ventende på træer- har fået påskud til at tage fat og tvangsfjerne muslimske børn.
Realiteten viser, at fædre, der opdrager børn gennem verbal nedværdiggørelse eller fysisk vold opdager med tiden øget afmagt, og i sidste ende mister styring i opdragelsen. Det er rigtigt, at en sådan far gennem nedværdiggørelse eller vold kan ved gerningsøjeblikket opnå en midlertidig fred og magt over sin søn, men da nedværdiggørelse og vold ikke er opfattelser om livet, så virker nedværdiggørelse og vold aldrig på længere sigt. I bedste fald ødelægger faren sønnens følelsesmæssige stabilitet, herunder ødelægger sønnens medfødte stolthed, selvtillid og værdighed, og med tiden vil denne ødelæggelse optage sønnens tanker og følelser, og dermed hæmme den mentale udvikling, og kan forfølge sønnen resten af livet. I værste fald vil faren høste, hvad han har sået, nemlig en ødelagt søn. Faktisk har vold mod sønner ført til, at en del sønner flygter hjemmefra, og finder tryghed hos bander og kuffar. Nedværdiggørelse af døtre har givet anledning til, at en del døtre løber bort, og finder anerkendelse hos fremmede mænd og mennesker.
Uanset hvad udfaldet kan blive af vold, så er vi som muslimer forpligtet til at følge koran og sunnah. Når islamiske tekster og klassiske værker studeres, så konstateres det, at den islamiske opdragelse strider fuldstændigt mod vold og nedværdiggørelse. Vold og nedværdiggørelse hører til djahilija.
Lad mig opridse eksempler fra koran og sunnah, så vi kan anvende det i forbindelse med vores da’wa til muslimer.
Sendebudet (sws) talte blidt til børn, sad sammen med børn og legede med sine børnebørn Hassan og Hussain. Omar (r) berettede, at da han kommer ind til sendebudet (s), så opdager han sendebudet (s) gå med fire ligesom en hest, mens Hassan og Hussain ridder på sendebudets ryg. Denne observation blev foretaget af flere sahaba uafhængige af hinanden. En sahaba observerede også hvordan børnebørn Hassan og Hussain ridende på sendebuds ryg siger: ”Galopér, Galopér”, og sendebudet leger videre med dem. Sahaba blev overrasket, fordi de udenfor hjemmet kendte sendebudet (s), som en mandfolk, en statsmand, en erobrer, der vil vælte alle konger og regeringer, men derhjemme kan sendebudet (s) lege med sine børn.
Vi burde også have den samme evne. Evnen at kunne lege med sine børn derhjemme ligesom sendebudet (s) til en sådan grad, at vores overraskende koner ikke kan skelne deres ægtemænd fra deres børn.
Det bemærkes her, at denne hadith om hesteleg ikke må opfattes sådan, at vi i dag skal tage hjem for at være hest på fuldtid, eller at vi skal lege hest med vores voksne sønner. Sendebudets (s) handlinger udtrykker, at vi har tilladelse til at lege med vores børn, og at vi skal have evnen til at være anderledes derhjemme i forhold til udendørs. Udendørs kan vi være løver, men derhjemme har vi evnen til at være blide som lam.
Vi kan således se hvordan sendebudet (s) har evnen til at tage udgangspunkt i børns niveau, og samtidig opdrage børn på en fintfølende måde og give børn opfattelser og målestok for livet. Når sendebudet (s) observerede en fejltagelse ved et barn, så gav han ikke kun et forbud som en kommandant, men tværtimod også gav en forklaring bag forbuddet. Et forbud skal have en forklaring, så barnet kan opfatte forbuddet gennem sansning af de konsekvenser, der kunne opstå. Eksempelvis gik sendebudet (s), og så børn kaste med sten. Sendebudet (s) forbød det ikke blot, men gav også en forklaring om, at stenkast kan skade folk og ejendom, og at stenkast ikke rammer fjenden. Sendebudet (s) gav heller ikke blot denne forklaring, men gik videre og tilbød børn en alternativ løsning om våbenbrug. Dette princip: ”Forbud, forklaring og alternativ” bør anvendes af forældre. Eksempelvis at moren forbyder sønnen at komme i lejrskole, eller at faren forbyder datteren en slikpind. Du vil ikke lede intellektuelt, hvis du blot siger: ”Nej, du må ikke, fordi det er mig, der bestemmer”, men du leder derimod, hvis du siger: ”Nej” og kommer med en forklaring på hvorfor, og sidst, men ikke mindst, at du bør give børnene en alternativ løsning til lejrskole, og i stedet for slikpind eksempelvis giver frugt.
Selv om sendebudet (s) var over 40 år gammel kunne han alligevel sætte sig ind i et barns mentale og følelsesmæssige tilstand, samt at kunne tage højde for et barns manglende bevidsthed om tid, sted, ideer og tal. Han kunne sætte sig ind i barnets tilstand uanset alder. En evne, som enhver far og mor skal have overfor sit barn. Evnen til at lytte til barnet, og at sætte sig ind i barnets tanker og følelser – ikke mindst barnets behov og problemer.
Der findes begivenheder, hvor sendebudet (s) sætter sig ind for at forstå et barn. Selv under en kritisk situation inden kampens hede bevarer sendebudet (s) stadig evnen til at sætte sig ind i et barns situation. Inden Badr kampen blev en hyrdedreng fra Quraish fanget af sahaba (r). Så spørger sahaba drengen om antallet af fjenden. Da sahaba ikke får et tilfredsstillende svar, så straffer de drengen. Sendebudet (s) kommer til drengen, og spørger om antallet af kameler hos fjenden. Så svarer drengen mellem 9 og 10. Så kommer pointen i hele denne historie nemlig, at sendebudet (s) lytter og observerer, sætter sig ind for at forstå barnet, sætter sig ind i barnets tanker og følelser, formulerer et konkret -ikke abstrakt- spørgsmål om antallet af kameler, hvis størrelse ethvert barn kan tælle, og sendebudet (s) opfatter, at drengen taler sandt, men ikke begriber tallet et tusind. Så siger sendebudet (s):
القوم بين التسعمائة والالف
Quraish er mellem 900 og 1000 mænd.
Det blev aldrig observeret, at sendebudet (s) slog et barn. ’Aisha (r) berettede:
ما ضرب الرسول الله بيده امرأة قط ولا خادما ولا ضرب بيده شيئا قط إلا في سبيل الله
Allahs sendebud har aldrig slået en kvinde med sin hånd, ej heller en tjener, og han har med sin hånd aldrig slået nogen som helst undtagen i jihad.
Det er rigtigt, at der findes en hadith, der taler om at opfordre sit 7 årige barn om at foretage bøn (salah), og at slå sit 10 årige, hvis det nægter at foretage bøn. Med denne hadith har nutidens muslimer desværre opfattet den, som om den var en blåstempling til at udøve vold mod sine børn. I virkeligheden taler hadithen for det første om forsømmelse af bøn, som vi alle sammen ved har en kolossal betydning i islam. For det andet taler hadithen om et 10 årigt - ikke et 5 eller et 9 årigt barn. For det tredje giver hadithen forældre 3 år -hvilket vil sige fra barnet er 7 år til barnet bliver 10 år- hvor forældrene her kan forberede barnet til at foretage bøn, og hvor slag her ikke må anvendes. For det fjerde kommer denne strafform i billedet, når andre muligheder er udtømt. For det femte findes der love og restriktioner, om hvordan et menneske bør straffes både i antal, i måden, hvor meget armen må viftes, og uden at påføre ar eller mærke, samt hvor henne staffen må ramme på kroppen. Alt dette har intet at gøre med vold, og formålet er ikke at påføre smerte for smertens skyld, men er derimod en begrænset disciplinær straf for en forsømmelse, hvis den overhovedet sker. For børn opdraget islamisk, vil i almindelighed selv vælge at foretage bøn. Det er således muligt -ligesom sendebudet (s) gjorde- at opdrage uden nogen sinde at slå sit barn, også det barn, der er født med en tilbøjelighed til temperament eller frygtløshed.
Hvis alle verbale forklaringer til sønnen er udtømt, og faren har udvist utilfredshed overfor sin søn ansigt til ansigt, og det ikke virker, så findes der andre strafformer afhængig af barnets alder, der kan anvendes. Det kan eksempelvis være kortvarig isolation af barnet i sit eget værelse, fjernelse af det legetøj, som børn skændes om, eller en døgns stuearrest. Dog forudsat, at straffen sker ved gerningsøjeblikket, så barnet stadig kan huske, og dermed kan koble en given straf til en given fejl.
Barmhjertighed og kærlighed
Den islamiske børneopdragelse bygger på intellektuel ledelse -ikke på militære ledelse-, og indeholder fra forældrenes side tålmodighed, blidhed, barmhjertighed og kærlighed.
Der findes en Hadith, der viser om barmhjertighed og kærlighed til børn. Hadithen nævner, at sendebudet (s) kysser sin barnebarn Hussain, mens en mand الأقرع بن حابس sidder ved siden af. Så siger الأقرع: ”Jeg har 10 børn, og har aldrig kysset nogen af dem”. Så kigger sendebudet (s) på ham og siger:
من لا يرحم لا يُرحم
”Den, der ikke er barmhjertig, vil ikke få barmhjertighed”
En anden mand husker at kysse sin søn og sætter sønnen på sit skød, hvorimod da datteren kommer, så sætter manden hende blot ved siden af. Så siger sendebudet (s):
فما عدلت بينهما
”Du behandlede dem ikke retfærdigt”
I øvrigt har sendebudet hele tiden sagt, at børn skal behandles lige og retfærdigt, men desværre kan vi observere muslimer i dag, der ikke gør det - ikke mindst hvis faren har et barn fra et tidligere ægteskab.
Tålmodighed
Hvad angår tålmodighed, så sagde sendebudet (s) til عبد قيس:
"إن فيك خصلتين يحبهما الله: الحلم والأناة
Du har to egenskaber, som Allah (swt) kan lide: Tålmodighed og langmodighed
الحلم tålmodighed: Det er evnen til at kunne beherske sig selv under vrede. Det betyder i praksis, at forældre er tålmodige ved ikke at dømme eller straffe under vrede.
والأناة langmodighed: Det er evnen til at give sig god tid -ikke hastværk. Det betyder i praksis, at forældre er langmodige ved ikke at dømme under hastværk.
Vrede
Hvad angår vrede, så sagde sendebudet (s) til en mand, der er kendt for at blive vred:
لا تغضب
Vær ikke vred.
Sendebudet (s) sagde det 3 gange til ham.
Så kunne vi spørge os selv: Er barmhjertighed, tålmodighed og det at undgå vrede ikke bare simple ingredienser i opdragelsen? Svaret er, at vrede og raserianfald i opdragelse er desværre udbredt hos muslimer, og har hos børn ført til forvirring, utryghed, hæmning af selvstændighed, fratagelse af børns ansvarsfølelse og lammelse af børns sansning og tænkning. Alt dette er en konsekvens af, at den islamiske opdragelse er fraværende hos muslimer - ikke kun i Danmark, men også i hele den islamiske verden.
Planlægning
Planlægning er et ukendt begreb hos muslimske forældre. Der findes ikke engang en bevidsthed om en bestemt islamisk børneopdragelse baseret på koran og sunnah, for overhovedet at tale om planlægning.
Hvad angår planlægning, er hvert eneste barn faktisk et projekt for sig selv, og forældre bør sætte et fælles mål for barnet. Faren og moren skal således stå sammen i opdragelse således, at barnet eksempelvis ikke kan få tilladelse om at gå ud om natten fra faren, mens moren har forbudt det. Det må ikke være sådan, at faren taler i øst og moren i vest. Det skaber forvirring i opdragelse, og kan føre til hjemlige problemer. Alt dette kan undgås ved planlægning.
Ved planlægning bør forældre også løbende iagttage og evaluere hvert eneste barns mentale, psykiske og følelsesmæssige udvikling. Der findes børn, der fra fødslen har tilbøjelighed til at være utålmodig, temperamentsfuld, sky, frygtløs eller sentimental, og her har den planlæggende forældre god tid til at justere, afkante og finpudse på barnet personlighed. Er barnet frygtløst, så må forældre opdrage sådan, at barnet kender grænser for ikke at skade sig selv eller andre. Er barnet klistrende til sin mor, så må forældre opdrage sådan, at barnet kan blive selvstændigt og kan stå på sine egne ben. Disse planlæggende forældre har god tid til at smede, mens jern er varmt, for jo ældre barnet bliver, desto vanskeligere bliver det at ændre på dets personlighed.
Miljø
Om barnet i fremtiden bliver god eller dårlig afhænger af 3 årsager: Den ene årsag er barnets eget valg gennem livet, og her kan forældre i sidste ende ikke ændre på. Forældre kan påvirke, men aldrig beherske barnets vilje. Den 2. årsag er forældrenes egen opdragelse, og her kan forældrene udføre et kolossalt arbejde, som nævnt i dette oplæg. Den 3. årsag er miljøet, herunder omgangskreds og fællesskab. Miljøet har enorm påvirkning på barnet, og både koranen og hadith omtaler i øvrigt også valg af omgangskreds. Er dit barn i et godt miljø med en god omgangskreds, så bliver det positivt stimuleret. Omvendt, færdes dit barn hos eksempelvis uværdige skoler, ligegyldige forsamlinger, kriminelle eller bander, så opnår du modsatte resultater. Du kan således ikke opdrage dit barn uafhængigt af om fællesskabet er godt eller ej. Det er således ikke tilstrækkeligt, at din opdragelse derhjemme er kørende, men derimod opnås den fulde succes, når også muslimer i fællesskab opdrager islamisk. Din opdragelse og fællesskabet påvirker gensidigt hinanden.
Her begår en del forældre fejl ved at antage, at blot fordi en dansk ghetto indeholder en del muslimer, så kan de trygt overlade deres barn til gaden. I realiteten findes der gudfrygtige muslimer, men der findes ligeledes også muslimer, der desværre ikke forholder sig til islam.
Tillidsbånd
Ved at lytte til barnet, og at barnet anskuer dig som en betroet ven, kan du få barnet på en hel naturlig måde til dagligt at rapportere om alt hvad barnet ser og høre i skolen. Mens du laver dit daglige gøremål, kan du altså ved at lytte se gennem barnets øjne, og høre gennem barnets øre, om alt hvad der røre sig i barnets miljø, herunder også hvad ministerier foretager sig i skolen.
Her har manglende lytning til barnet, distancerende eller endda arrogant adfærd overfor barnet, straf eller vrede gjort, at barnet tier, og at forældre ikke aner, hvad der foregår i skolen, og desværre først reagere forsent, når barnet er blevet en ung mand eller kvinde.
Intet må ødelægge tillidsbåndet mellem forældre og børn, herunder må forældrene aldrig love, hvad de ikke kan holde, eller at fremsige usandheder. Det berettes i en hadith, at en mor siger til sin søn ’Abdullah bin ’A mir (r): ”Kom her, så får du noget”. Sendebudet (s) observerer dette, og siger: ”Hvad vil du så give ham?”. Moren svarer: ”Daddel”. Så siger sendebudet (s):
أَمَا إِنَّكِ لَوْ لَمْ تُعْطِهِ شَيْئًا ، كُتِبَتْ عَلَيْكِ كِذْبَة ٌ
”Hvis du ikke gav ham noget, var en løgn påskrevet dig”
Udover at forældre i den islamiske opdragelse ikke må love, hvad de ikke holder, eller at lyve, så viser realiteten også, at de forældre, der alligevel gør det, vil ved gerningsøjeblikket kunne styre barnet, men på længere sigt vil det underminere tillidsbåndet, ramme grundlæggende i opdragelsen og påvirke barnets udvikling og personlighed.
Ambition
Med hensyn til ambitioner, er det observeret, at muslimer ikke har ambitioner til deres børn. Omvendt findes der også en håndfuld muslimer, der har overdrevne ambitioner. Lad barnet udvikle sig, og forældre må aldrig sætte grænser for en positiv udvikling. Lad barnet udvikle sig uendeligt. Opmuntr og støt dit barn til at blive på niveau med fortidens store personligheder, dog uden at presse barnet på en nedværdigørende måde for at tilfredsstille forældrenes overdrevne ambitioner.
Respekt og selvstændighed
Hvad angår respekt og selvstændighed, så ser vi i dag, at muslimske forældre mangler at opbygge det hos børn. Giv barnet ord, plads og respekt. Sendebudet (s) og sahaba (r) gav plads til børn, og kunne endda lytte til børn om jura og politik, og sådan forsatte muslimer i øvrigt i århundrede - selv hos kaliffer. Da Omar bin al ’Aziz bliver khalif for den islamiske stat, så kommer repræsentanter fra nær og fjern for at give lydighedsløfte og lykønskning. En repræsentant er en dreng, som kaliffen siger: ”Fandt folket ikke en ældre person end dig til at tale? Så svarer drengen: ”De, lederen af muslimer, hvis sagen drejer sig om alder, så burde de ældre end dig være khalif”. Kaliffen siger så: ”Oplys mig”. Så taler drengen indtil kaliffen græder.
I dag kan et barns selvstændighed ikke engang respekteres af faren – for ikke at tale om statsoverhoveder.
Udvikling af barn
Hvad angår udvikling af barnet, er det ikke muligt at forklare det i dette tidsbegrænset oplæg, men kun ved at illustrere det ved et eksempel. Eksemplet skal blot udtrykke en fars eller en mors rejse gennem barnets liv. Lad os se på eksemplet:
Dit 3 årige barn er med på en realistisk ambition om at cykle med støttehjul. Mens dit barn cykler, løber du ved siden af. Du har ansvaret for dit barn i trafikken. Dit barn kender hverken til tid, sted eller trafik, men på grund af tillidsbåndet til dig følger barnet blot efter hvad du siger. Du forbyder at cykle over rødt lys, og forklarer barnet hvorfor. Du arbejder hele tiden på, at barnet selv kan dømme og tænke selvstændigt. Du giver konstruktiv kritik, kun når det er nødvendigt, da overdrevne irettesættelser og kritik -som sendebudet (s) i øvrigt advarede imod- har negativ virkning på barnets værdighed og selvstændighed. Halvvejs begynder dit barn at udvise træthed, men du opmuntrer, støtter og fortæller hvor langt, der er tilbage. Mens du bevarer tillidsbåndet, lytter du hele tiden til dit barn, og er opmærksom på at forstå det. Du viser ømhed, omsorg og overbeviser dit barn, at moren venter derhjemme. Du vil faktisk opdage, at så længe du kan holde dit barn koncentreret, så vil barnet blive ved med at cykle indtil I kommer hjem.
Tag så dette eksempel, og forbind det med dit forløb gennem barnets liv, eller forbind det med, at dit barn vil lære koranen uden ad, eller forbind det med, at dit barn vil blive en tænker, politiker og erhvervsmæssig geni. Uanset hvad, er du altid hyrden, vennen og vejlederen, der løber ved siden af dit barn, og lader dit barn udvikler sig ubegrænset.
Fjernsyn
Det sidste punkt er, at jeg vil vende tilbage til verset:
قُوا أَنْفُسَكُمْ وَأَهْلِيكُمْ
”Beskyt jer selv og jeres familie”.
Dette vers indebærer ikke kun at beskytte børn mod skadelige miljøer, gader, skoler og omgangskredse, men indebærer også at beskytte børn imod alt det, der strømmer ud af elektroniske skærme eksempelvis fjernsyn og computer. Her kan forældre i øvrigt gennem eksempelvis programfiltre og filmafspiller sikre sig, hvad barnet ser.
Som afslutning vil jeg sige, at vinder den islamiske nation i opdragelsen, så vinder den fremtiden. Den islamiske nation vandt fortiden, og stadig i dag er den islamiske nation stolt over sin fortid, men den islamiske nation taber nutiden, og nutiden, som vi alle sammen ved, er smertefuld, og nu må den islamiske nation ikke miste fremtiden. Lad den islamiske opdragelse vende tilbage, så vi igen kan producere islamiske personligheder af statsmænd, ’ulama og erhvervsmæssige genier. Lad den islamiske børneopdragelse vende tilbage til os muslimer her i landet, så børn kan beskyttes imod ulve.
Det er de observationer, der er foretaget omkring muslimernes grundlæggende fejl i opdragelse, samt løsninger hertil, og nu ser jeg frem til at høre om jeres kommentarer og bemærkninger.
وآخر دعوانا أن الحمد لله رب العالمين
Ammar Doosh
Ingen kommentarer:
Send en kommentar