Fejringen af 1. maj er antikveret – og uvedkommende !. Især fordi antallet af arbejdere er stærkt reduceret – og de, der stadig findes, vil hverken have noget med Børsting eller fagbevægelsen at gøre.

Pia Kjærsgaards ugebrev
2. pinsedag, 28. maj 2012 
Regeringen – fra tomgang til hastværk
Nu går det stærkt. Rigtigt stærkt. Efter måneder med tomgang vil den røde regerings pludselig nå det hele inden sommerferien. I morgen gælder det fremlæggelsen af regeringens forslag til en skattereform, og hertil kommer forhandlingerne om, hvor meget mere arbejde, der kan presses ud af danskerne ved at afskaffe helligdage og frokostpauser samt reform af kontanthjælp og fleksjob.
Hu hej vilde dyr, hvor det går i regeringen! Skatteminister Thor Möger Pedersen og finansminister Bjarne Corydon brænder såler af på gulvene, mens Helle Thorning-Schmidt lyder mere stakåndet og hæsblæsende end nogensinde, når hun fremlægger alt det, regeringen skal nå inden sommerferien. Her må man i øvrigt lade regeringen, at den går foran ved at arbejde langt mere end de berygtede ”12 minutter”.  
På sådan en Anden Pinsedag med strålende solskinsvejr er der formentligt indtil flere lønmodtagere, som sidder i haven eller ligger ved standen og har dårlig samvittighed over, at de driver den af i liggestolen stedet for at knokle som bæster i deres ansigts sved for Helle Thorning-Schmidt og Harald Børsting – det bør de i hvert fald have ifølge regeringen. Og måske bliver det da også sidste gang. Helligdagene er stadig i spil.
I øvrigt er det ingen overraskelse, at man på venstrefløjen har set sig så varm på de religiøst begrundede helligdage som Store Bededag, Kristi Himmelfart og Anden Pinsedag. Men hvad med 1. maj, arbejderbevægelsens kampdag? Fejringen af 1. maj er langt mere antikveret – og navnlig uvedkommende – end fejringen af vore rigtige helligdage. Især fordi antallet af arbejdere er stærkt reduceret – og de, der stadig findes, vil hverken have noget med Børsting eller fagbevægelsen at gøre.
De vil meget hellere beholde lidt flere af de penge, de tjener og så ellers slippe for regeringens klapjagt på alt fra familiemedlemmer, der hjælper med at lægge fliser på en terrasse, til frugtyoghurt med tilsat sukker, der i 2013 vil stige fra 15 til 24,50 kroner pr. liter. Måske havde de også gerne set, at den af regeringen så berømmede kickstart rent faktisk havde sat gang i hjulene – foreløbig forsvinder arbejdspladserne ud af landet, fordi det bliver umuligt for produktionsvirksomhederne at eksistere.
Forleden gennemgik jeg bunken af husstandsomdelte reklamer. Her fandt jeg til min store overraskelse en tilbudsavis fra Fleggaard syd for den danske grænse. Det skal i den forbindelse tilføjes, at jeg bor ca. 300 kilometer fra landegrænsen. Hold da op, var min reaktion. Hvis det allerede nu kan betale sig at husstandsomdele aviser i hovedstadsområdet fra grænsesupermarkeder, hvordan bliver det så ikke, når regeringens sukkerafgift træder i kraft?
En flødebolleproducent har allerede bebudet at ville flytte produktionen til udlandet, og detailhandlen i navnlig grænsenære områder vil gå endnu sløjere tider i møde med utallige butikslukninger som konsekvens. I det struktursvage Nordtyskland kan man ikke få armene ned af begejstring over den danske regerings afgifter, og man opruster på butiksfronten. Men også hinsides Øresund, kan svenske supermarkeder begynde at glæde sig over en endnu større tilstrømning af chokolade- og marmeladehungrende danskere.
Regeringen undskylder sig med, at sukkerafgiften også vil ramme importerede varer. Det er en søgt undskyldning, eftersom mange danske fødevareproducenter hovedsageligt afsætter deres produkter på hjemmemarkedet. Store internationale koncerner som Nestlé og Kraft skal nok klare sig alligevel.
I dag ånder alt fred og ro. I morgen bryder det løs, når regeringen fremlægger sit bud på en skattereform. Jeg kan ligefrem mærke, hvordan pressen sidder og samler kræfter. Repræsentanter for regeringen vil tirsdag med alvorstunge miner forklare, at vi alle må yde mere i en tid præget af krise. Jo tak, en almindelig LO-familie kommer til at betale 3.400 kroner mere om året.
Sjovt som regeringen har ændret retorik. Før valget fik vi tudet ørerne fulde om den umenneskelige tilbagetrækningsreform, som regeringen og Dansk Folkeparti gennemførte – og som i øvrigt var ”peanuts” ved siden af det, vi kan vente fra den røde regering. Der var ingen grænser for, hvor nedslidte Sosu-hjælperen eller den almindelige arbejder var.
Nu skal de lønmodtagere, som stemte på de røde partier, fordi de troede at tilbagetrækningsreformen ville blive rullet tilbage, spytte yderligere i nævnerne og arbejde endnu mere. De gik fra asken til ilden.
Boligejerne går det heller ikke for godt i en tid, hvor ejendomsprisernes fald tilsyneladende ikke kender grænser. Selv om den røde regering har lovet, at der ikke skal pilles ved boligbeskatningen på denne side af det kommende valg, arbejder stærke kræfter i regeringen i retning af, at boligejerne skal rammes. Det gælder navnlig i Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, som heri bakkes op af regeringens parlamentariske grundlag på den yderste venstrefløj.
Siden valget har regeringen ikke præsteret meget andet end at snakke og fremlægge den ene luftige vision efter den anden. Måske mest af alt for at dække over det største løftebrud i den nyere tids danmarkshistorie. Nu melder virkeligheden sig pludselig for regeringen. Det samme gør den for det lille flertal af danskere, der ud fra et ægte håb om bedre tider stemte Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager til magten.
Men et gammelt mundheld lyder, at hastværk er lastværk. Det gælder utvivlsomt også i forhold til alle de reformer, regeringen vil have gennemført på mindre end en måned. Reformer, der på afgørende vis vil ændre danskernes hverdag.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard