I formiddags fik jeg besøg af en kvindelig betjent, der meddelte mig, at jeg er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 266b.
  
I forbindelse med den tilsvarende anklage mod MF Jesper Langballe for omkring to år siden skrev jeg et blogindlæg på 180Grader om, hvordan racismeparagraffen anvendes politisk til at kriminalisere ytringer om nogen befolkningsgrupper, mens ordret samme ytringer om andre grupper omfattet af § 266b ikke retsforfølges i strid med princippet om lighed for loven.
 
Efter domsfældelsen af Jesper Langballe skrev jeg endnu et blogindlæg på 180Grader, hvor jeg krævede lighed for loven og efterlyste en anklage for racisme, når jeg nu havde udtalt mig ordret, som Jesper Langballe gjorde.
 
Det er jeg så blevet, og sigtelsen mod mig bekræfter til fulde min pointe om, at politi og anklagemyndighed anvender § 266b politisk og går efter at kriminalisere visse ytringer og ikke andre.
 
Teksten, der førte til sigtelsen
 
I det første blogindlæg skrev jeg følgende:
 
”Der er danske fædre, der voldtager deres døtre," udtaler Torben Mark Pedersen for at håne, spotte, krænke, og latterliggøre.
 
"Selvfølgelig skulle jeg ikke have sagt, at der er danske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel - og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt," korrigerer Torben Mark Pedersen sig selv.”
 
I blogindlægget skriver jeg eksplicit, at der ikke er tale om en generaliserende udtalelse. Jeg skrev: 
 
”Sætningerne er faktuelt sande. Ordene "der er" henviser til en delmængde, og der findes danske mænd, der voldtager deres døtre, og der findes danske mænd, der slår deres døtre ihjel. I Tøndersagen var der en far, der udover selv at voldtage sine to døtre, solgte dem til andre mænd, så de også kunne voldtage dem, og formiddagsbladene har tilbagevendende historier om mænd, der dræber deres børn.
 
Verden er forfærdelig. Der er danske mænd, der voldtager og slår deres døtre ihjel, og deriblandt skal der nok også være nogen eller i hvert fald en enkelt eller et par stykker, der i tidens løb har vendt det blinde øje til en onkels voldtægt. Der er i hvert fald adskillige eksempler på, at mødre har vendt det blinde øje til faderens voldtægt af døtre eller steddøtre.”
 
Krænk bare eskimoerne
 
Jeg fik ret i, at jeg ikke ville blive sigtet for at udtale mig som ovenstående. Det er nemlig ikke kriminelt i Danmark at udtale sig, som Jesper Langballe gjorde, om etniske danskere.
 
Det er kun kriminelt, når ordret samme udtalelser omhandler andre etniske eller religiøse minoriteter, især hvis der er tale om muslimer.
 
For at skære min pointe ud i pap, reformulerede jeg ovenstående til at omtale negre, eskimoer, asiater, sydamerikanere af indiansk afstamning, australnegre, mongoler, katolikker, ateister, buddhister, hinduer, jøder og muslimer.
 
Så vidt jeg kunne se af sigtelsen, som jeg ikke kunne få en kopi af, er jeg kun sigtet for at udtale mig krænkende om de omtalte religiøse grupper, men ikke for de ordret tilsvarende udtalelser om etniske danskere, eskimoer og mongoler.
 
Sig mig, hvad har eskimoerne gjort for ikke at nyde samme beskyttelse som muslimer?
 
Sigtelsen er i virkeligheden ret fantastisk, fordi den netop bekræfter, at jeg havde ret i, at politi og anklagemyndighed bruger racismeparagraffen politisk til at retsforfølge ordret samme udtalelser om nogen grupper men ikke andre, når de vælger kun at sigte mig for en delmængde af mine udtalelser.
 
Racismeparagraffen bør afskaffes.
 
Ikke kun fordi den er et overgreb på ytringsfriheden, der ikke hører hjemme i et liberalt demokrati, men også fordi dens anvendelse strider mod grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper om lighed for loven.
  
 
Torben Mark Pedersen er medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse
http://www.sappho.dk/politiet-bekrafter-at-de-bruger-266b-politisk.htm#.T8W1oZLFdFQ.facebook